Pressemeddelelse fra Brintbranchen
“Det er godt, at EU-Kommissionen nu kommer med et samlet udspil for at fastholde og styrke den grønne omstilling i Europa. Det gælder ikke mindst i forhold til brint og Power-to-X (PtX), der er blandt de absolutte nøgleteknologier, når det gælder både den grønne omstilling, forsyningssikerhed såvel som de økonomiske og industrielle gevinster, Europa kan høste på baggrund af mere end 30 års investeringer. Men vi har, både i lyset af USA’s betydelige støtteordninger i Inflation Reduction Act (IRA) og konkurrencen fra Asien, især Kina, behov for et samlet Europæisk svar. For situationen er alvorlig, og handles der ikke resolut, risikerer vi, at vi ser en afindustrialisering af Europa, frem for en ny grøn industriel guldalder,” siger Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen.
Brintbranchen peger på, at der er brug for bedre og mere simple støttemuligheder, hurtige investeringer i infrastruktur, afklaring om regulering af bl.a. grøn brint, og fokus på, at Europa ikke igen skal blive afhængig af import fra autokratiske regimer – heller ikke når det gælder grøn energiteknologi.
“Der er ingen tvivl om, at Danmark og EU er presset, og det er meget vigtigt, at vi ikke undervurderer konsekvenserne af, hvad der sker pt. Dels er en betydelig del af vores fremtidige økonomiske fundament truet, og dels risikerer vi, at den grønne energi, der dels skal gøre os klimaneutrale, men også uafhængige af f.eks. russisk gas, bliver afhængig af teknologi, der kontrolleres af f.eks. Kina. Det er at erstatte en problematisk afhængighed med en anden, og det skal vi gå meget langt for at undgå,” siger Tejs Laustsen Jensen.
Nej til statsstøttekapløb
Han påpeger samtidig, at det er afgørende, at både EU-kommissionen og Danmark har fokus på at undgå et internt europæisk statsstøttekapløb:
“Der er brug for markant bedre rammevilkår og betydelige ekstra investeringer i den grønne industri i Europa. Men vi må ikke komme i en situation, hvor medlemslandene underbyder hinanden med statsstøtte, og derfor er der behov for, at vi finder et fælles EU-svar på de udfordringer, som bl.a. er opstået i kølvandet på IRA. Det gælder de redskaber Kommissionen foreslår i dag, og f.eks. den brintbank, som Ursula von der Leyen annoncerede tilbage i august. Og i det omfang løsningerne i sidste ende bliver op til de enkelte medlemsstater, er det vigtigt, at Danmark stempler fuldt og helt ind, både hvad angår finansiering, og i forhold til udnytte EU-reglerne fuldt ud. Det gælder f.eks. i forhold til de IPCEI-programmer som er en vigtig del af dagens udspil,” uddyber Tejs Laustsen Jensen.
Brintbranchen understreger, at de aktuelle diskussioner ikke bør resultere i en kamp mellem EU og USA, tværtimod:
“Det er godt, at USA er kommet ind i klimakampen. Det skaber i tillæg muligheder for danske virksomheder. Men vi skal have konkurrencedygtige rammevilkår i Europa, så vi får tempo på den grønne omstilling på begge sider af Atlanten, og undgår et massivt ryk af investeringer fra Danmark og Europa til USA. Og så skal vi søge et transatlantisk partnerskab om kritiske grønne teknologier, adgang til råmaterialer m.v., hvor Danmark, EU og USA som stærke allierede har store interesser i at finde fælles interesser på de globale energi- og sikkerhedsudfordringer,” slutter Tejs Laustsen Jensen.
Kontakt:
Direktør/CEO Tejs Laustsen Jensen email: tlj@brintbranchen.dk
Presse- og kommunikationschef Eleonore Fenne email: kemf@brintbranchen.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-eu-udspil-kan-bane-vejen-for-europaeisk-brintindustri?releaseId=13669776
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **