Pressemeddelelse fra Fredensborg Kommune
Fra den 1. februar kan ejere af bevaringsværdige bygninger søge tilskud til istandsættelse og vedligeholdelse fra den særlige pulje, som byrådet har afsat i budgettet.
“Vi har heldigvis mange fine ældre bygninger overalt i kommunen, og de spiller en stor rolle i bevarelsen af vores kulturarv. Men ældre bygninger kan også være meget dyre at vedligeholde og istandsætte, og derfor har byrådet besluttet at oprette denne pulje, så vi i fællesskab kan bidrage til at bevare bygningerne og kulturarven”, siger Lars Simonsen, formand for Plan-, Trafik- og Klimaudvalget, og fortsætter:
“Puljen kan også ses som en løftestang til at gennemføre projekter, det ikke blot gavner den enkelte bevaringsværdige bygning og dennes husejer, men i mange tilfælde også hele det omkringliggende miljø. I den sammenhæng er det også interessant, at undersøgelser viser, at bevaringsværdige bygninger har en positiv afsmitning på huspriserne i hele området”.
Puljen søges via kommunens hjemmeside, hvor der offentliggøres et ansøgningsskema den 1. februar. Her kan man også læse mere om kriterierne for at søge og opnå støtte fra puljen som udgør 400.000 kr.
Fredensborg Kommune prioriterer også indsatsen for de bevaringsværdige bygninger på andre måder:
“Ud over den økonomiske støtte med denne pulje arbejder vi også for at beskytte vores bevaringsværdige bygninger gennem lokalplanerne og en konstruktiv dialog om de gamle bygningers muligheder og kvaliteter, når ejerne henvender sig til os med ønsker om at bygge nyt”, slutter Lars Simonsen.
Kontakt:
Udvalgsformand Lars Simonsen (B) tlf. 27 36 56 68
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fredensborg-kommune-abner-igen-pulje-til-istandsaettelse-af-bevaringsvaerdige-bygninger?releaseId=13669233
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **