PRM / Ældreplejen har behov for handling nu

    Pressemeddelelse fra FOA

    I denne uge sætter TV 2 regioner fokus på velfærd og manglen på varme hænder i vores samfund. I de kommende år bliver vi flere ældre og flere børn, mens flere og flere forlader arbejdsmarkedet. Og rekrutteringsproblemerne er allerede tydelige i ældreplejen, viser regionernes indslag.

    “Regionernes afdækning viser en ældrepleje med dedikerede medarbejdere, men også et område, som er er presset i bund. Og det understreger behovet for handling nu, siger Tanja Nielsen, sektorformand i FOA.

    “De ansatte løber alt for hurtigt, og har for få ressourcer. Det rammer de ældre, og skubber medarbejderne ud af faget, eller får dem til at opgive at levere en god pleje.”

    TV 2s regioner har talt med ansatte, som oplever at være alene på nattevagt med 50-60 demente ældre. Indslagene fortæller om overmedicinering, dårligt arbejdsmiljø, manglende ledelse og omsorgssvigt.

    “Det understreger behovet for en ny start i ældreplejen. Repræsentanter for ældre, pårørende, ansatte og diverse eksperter har allerede sat en kurs i arbejdet med den nye ældrelov, som statsministeren annoncerede i sin forrige nytårstale. Det handler om at slippe kontrolregimet og give plads til faglighed og selvstændighed og mindre teams. En række kommuner er allerede i gang. Og vi kan se, at det virker,” fortæller Tanja Nielsen.

    “Vi skal have sparket arbejdet i gang igen, efter at det har ligget stille på grund af valg og regeringsdannelse. Jeg håber, at regeringen og ældreminister Mette Kierkegaard har en genstart af det vigtige arbejde øverst på to do-listen.”

    Tanja Nielsen understreger, at arbejdet med at forny og forbedre ældreplejen også er helt nødvendigt, hvis vi skal løse fremtidens rekrutteringsudfordringer.

    Frem mod 2030 vil der komme yderligere 160.000 flere ældre over 80 år i Danmark. Samtidig er hver tredje social- og sundhedsansat i dag over 55 år, og har derfor snart mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. En fremskrivning fra FOA viser, at kommunerne frem mod 2030 skal tiltrække mere end 42.000 ansatte inden for SOSU-området for at holde trit med udviklingen.

    “Hvis vi vil fastholde og gerne udvikle velfærden i fremtiden, er vi allesammen pisket til at se virkeligheden i øjnene. Vi skaffer ikke flere ansatte til området, hvis vi ikke forbedrer arbejdsmiljøet, og får sat arbejdet med at styrke ældreplejen tilbage på dagsordenen. Vi har et fundament at bygge på i arbejdet med ældreloven, og i FOA er vi parate til at komme i gang igen.

    Kontakt:

    Sektorformand, Social- og Sundhedssektoren Tanja Nielsen email: tani@foa.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/aeldreplejen-har-behov-for-handling-nu?releaseId=13669729

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **