PRM / Danmarks mest populære podcasts indenfor News, True Crime eller Sport: Dansk Podcastindex relanceres med nye features

    Pressemeddelelse fra Danske Medier

    Mere end hver tredje dansker lytter nu ugentligt til en podcast, og lydmediet er de seneste år vokset markant i medieforbruget hos alle målgrupper.

    “Podcast har vundet stor interesse, hvilket ikke mindst bliver tydeligt, når man ser på tallene for unges medieforbrug. Vi vil skabe en platform, hvor man nemt kan sammenligne udgivelser og trække lister til analyse. Det håber vi bliver nemmere med de nye funktioner, ikke kun internt, men for alle interesserede, fra lyttere og annoncører til studerende,” siger direktør for Danske Medier Research, Marianne Bugge Zederkof.

    Podcastindex.dk består af to lister; Podcastlisten og Episodelisten, der hver mandag viser udgivernes indberettede tal til Danske Medier Research. Alle udgivere, der er interesserede i at præsentere deres officielle tal for brugen og udbredelsen af deres podcasts, kan komme med på listerne.

    “Lanceringen er en del af vores løbende arbejde med Podcastindex, og vi er glade for modtagelsen og den efterhånden gode tilslutning. Den kommende tid vil vi arbejde videre med at udbrede kendskabet, så endnu flere får glæde af listerne. Derudover vil vi styrke formidlingen af tal og tendenser, og vi undersøger muligheden for at tilføje nøgletal for demografi,” tilføjer Marianne Bugge Zederkof

    Via listerne kan brugerne klikke sig videre til programmernes tendensgraf og lytte til de seneste episoder.

    Kontakt:

    Direktør i Danske Medier og Danske Medier Research Marianne Bugge Zederkof tlf.: 20 76 50 99 email: mbz@danskemedier.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-mest-populaere-podcasts-indenfor-news-true-crime-eller-sport-dansk-podcastindex-relanceres-med-nye-features?releaseId=13669699

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **