PRM / Coops dødsstød til Irmapigen: Katastrofe for kvalitet og dyrevelfærd

    Pressemeddelelse fra World Animal Protection Danmark

    “Vi mister et absolut fyrtårn inden for kvalitet, bæredygtighed og dyrevelfærd, når Irma ikke længere er en del af det danske landskab. Det er en af de mest triste og demotiverende nyheder inden for dansk detail i mange år, at Coop nedlægger Irma,” siger Pernille Fraas Johnsen, senior landbrugskonsulent i World Animal Protection Danmark.

    Den overraskende nyhed om at lukke samtlige Irma-butikker i Danmark får dyrebeskyttelsesorganisationen til at advare om de yderst negative følger, det kan få for kvalitet og udbud indenfor dyrevelfærd i detailhandelen, når den kæde, der har gået forrest i mange årtier, bliver nedlagt som selvstændig enhed:

    “Supermarkedskæden har altid stået for ansvarlighed, bæredygtighed og god kvalitet og har altid været en spydspids inden for dyrevelfærd. Derfor er det et kæmpe tilbageslag for forbrugerne. Irma har gennem årtier gået forrest og har sat standarden for resten af detailhandelen på mange måder,” siger Pernille Fraas Johnsen, der uddyber:

    “Irma har konsekvent givet plads til det bedste indenfor dyrevelfærd og har i den grad været bannerfører for kvalitet og bæredygtighed ved at støtte nicheproduktioner fra landmænd, som har gjort noget ekstra omkring dyrevelfærd,” siger Pernille Fraas Johnsen, som fremhæver en række tiltag, der både har været med til at give forbrugerne nogle ekstra valgmuligheder og samtidig har haft positiv afsmittende effekt på den øvrige detailhandel:

    Samarbejdet med Thise Mejeri, den økologiske Poppelgris, introduktionen af ‘græsmælk’ og mælk ‘ad libitum’, fravalget af buræg allerede for 30 år siden og ‘forbuddet‘ mod buræg i alle forarbejdede Irma-produkter fra 2016. For bare at nævne nogle få eksempler.

    “Irma har simpelthen gået foran, og har vist, at det er muligt at fremme en produktion og have et bredt udvalg, hvor ægte bæredygtighed og dyrevelfærd er i centrum på en helt anden måde end i den konventionelle produktion. Derfor har Irma også været firstmover på økologien, lang tid før økologi blev mainstream og hvermandseje”.

    World Animal Protection opfordrer på den baggrund Coop til seriøst at overveje, hvad lukningen betyder for den værdibaserede forretningsmodel, som altid har været forbrugernes garanti for stort udbud og høj kvalitet på økologi og dyrevelfærd.

    “At nedlægge Irma er en ualmindelig dårlig beslutning både for forbrugerne og for konkurrencen inden for detailhandelen. Og hvis vi skal helt op på den store klinge, så er det også et tab for danskernes selvforståelse som first mover inden for erhvervskultur og det økologiske landbrug,” siger Pernille Fraas Johnsen, og slutter:

    “Irma står for det ypperste indenfor kvalitet, bæredygtighed og dyrevelfærd i detailhandelen, Når Irmapigen forsvinder, mister vi en afgørende motor, der altid har været med til at trække udviklingen i en positiv retning til fordel for både mennesker og dyr.”

    Kontakt:

    Presseansvarlig Kenan Seeberg tlf.: +45 21731722 email: kenanseeberg@worldanimalprotection.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/coops-dodsstod-til-irmapigen-katastrofe-for-kvalitet-og-dyrevelfaerd?releaseId=13669686

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **