PRM / Tjek din dækning: Har du adgang til 5G?

    Pressemeddelelse fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

    Mobilselskaberne har investeret stort i opgraderingen af deres mobilnetværk fra 4G til 5G. Det giver forbrugerne nye muligheder for adgang til hurtigt bredbånd via 5G hjemmefra og på farten. Nu kan du blive klogere på de nye muligheder på Tjekditnet.dk, som samler mobilselskabernes dækningsoplysninger.

    Zoom for eksempel ind på Tjekditnet.dk’s dækningskort i områder, hvor du færdes – eller måske på hjemmeadressen, hvis du er på jagt efter en ny mobil bredbåndsforbindelse.

    Der er mulighed for at komme på 5G-nettet i hele Danmark. Hastighederne vil dog variere alt efter lokale forhold såsom afstand til den nærmeste mobilmast. På Tjekditnet.dk kan du finde informationer om de lokale hastigheder.

    Hvordan kan du få et godt 5G-signal?

    Som forbruger er der et par ting, du kan gøre for at forbedre dit mobilsignal. For at få adgang til 5G kræver det, at din mobiltelefon kan modtage 5G-signalet. Derudover skal dit mobilabonnement inkludere adgang til 5G-net.

    Det bedste mobilsignal vil du opleve udendørs. Det skyldes blandt andet, at bygningens materialer svækker mobilsignalet. Signalet påvirkes også af, hvor langt der er, og om der er frit sigte, mellem telefonen og mobilmasten, som udsender signalet.

    Både med 4G- og 5G-signalet vil mange danskere opleve høje hastigheder på det mobile bredbånd. Det kan derfor være, at et mobilt bredbåndsabonnement kan dække husstandens behov for streaming, gaming, hjemmearbejde, og hvad bredbåndsforbindelsen på hjemmeadressen ellers anvendes til.

    Der er også ting, du selv kan gøre for at få den bedst mulige mobile bredbåndsdækning inde i huset. Som nævnt opnås det bedste mobilsignal, når du er udendørs. Du kan dog “trække” udendørssignalet ind i huset ved at montere en udendørs modtager på dit hus som vist på nedenstående illustration. Modtageren kobles til en Wi-Fi router i hjemmet, hvor du kan tilslutte din computer, tablet og mobiltelefon, som de fleste allerede gør i dag.

    Der tilbydes flere løsninger på markedet, hvor du får en Wi-Fi router med mulighed for at tilslutte en udendørs modtager.

    Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukturs bredbåndsportal, Tjekditnet.dk, har siden 2015 givet mulighed for at undersøge mobil- og bredbåndsdækningen på alle adresser i Danmark.

    Oplysningerne på portalen beror på data fra de danske teleudbydere.

    Informationer om mobildækning kan ses på kortet på Tjekditnet.dk.

    Sådan ser du din 5G-dækning:

    Trin 1: Gå ind på Kort | tjekditnet.dk

    Trin 2: Vælg “mobilt bredbånd” i øverste højre hjørne.

    Trin 3: Vælg hvad du ønsker at få vist på kortet, fx 5G under “teknologi”. Og tryk på “vis kort”

    Vil du se dækningen på en adresse?

    Tryk på forstørrelsesglasset i venstre side af kortet. Skriv en adresse.

    Kontakt:

    Presse- og kommunikationskonsulent René Thunø email: retje@sdfi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tjek-din-daekning-har-du-adgang-til-5g?releaseId=13669580

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **