PRM / Forskningsprojekt om kulturmøder, spiludvikling og unge kulturborgere modtager prestigefuld Horizon-bevilling

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Arts

    ‘EPIC-WE: Empowered Participation through Ideating Cultural Worlds and Environments: youth imagining, creating and exchanging cultural values and heritage through game-making’. Sådan lyder den lange titel på et nyt Horizon Europe forskningsprojekt.

    I projektet vil et nyt konsortium bestående af 12 partnere fra Danmark, Holland, Portugal, Italien og Belgien undersøge, udvikle og afprøve en ny kulturel samarbejds- og udviklingsmodel for, hvordan kulturorganisationer, kreative industrier og forskningsinstitutioner kan mødes ‘på midten’ og sammen med unge kulturborgere skabe spil som, spil gennem og spil for kultur på tværs af Europa.

    “Spil kan selvfølgelig være et rent kommercielt produkt, uanset om det er analogt eller digitalt. Men det er også et kulturbærende og -skabende format på linje med billedkunst, dans eller film. Det er dermed også noget, som unge kan bruge til at udtrykke sig kulturelt, kunstnerisk og æstetisk igennem, og som kulturinstitutioner kan anvende til at styrke unges deltagelse i og tilhørsforhold til kulturen – også unge som i udgangspunktet måske ikke ser sig selv om en del af den europæiske kultur eller kulturorganisationer”, siger lektor Rikke Toft Nørgård fra DPU, Aarhus Universitet. Hun er leder af det nye projekt EPIC-WE, som har fået støtte igennem Horizon Europe-programmet.

    Styrket deltagelse

    Rikke Toft Nørgård har en ph.d. i spildesign og har de seneste 10 år forsket i og udviklet formater for styrket deltagelse i fremtidens arts og humaniora på alle niveauer. Det har omfattet udformning af overordnede deltagelsesmodeller for fremtidens humanistiske institutioner, udvikling af nye designs og deltagelsesprocesser i humanistisk uddannelse, såvel som konkrete aktiviteter og praksisser der understøtter arts og humaniora.

    Gennem EPIC-WE-projektet skal der udvikles nye processorer og formater for spiludvikling og game jams som kulturel deltagelsesform. Dette sker gennem konsortiets udvikling af ‘kulturelle game jams’ og ’spil som, gennem og for kultur’ som vil blive afprøvet igennem 12 game jams i tre ‘EPIC-WE hubs’ i Aarhus, Hilversum og Obidos.

    Formålet er at invitere til ‘empowered participation’ eller styrket deltagelse for unge som medskabere af europæisk kultur gennem kultur- og spiludvikling i tætte samarbejder med kulturorganisationer og den kreative industri.

    “For de kreative industrier er det en mulighed for at udvikle spil som central kulturform gennem at udvide den særlige kunstnerisk-æstetiske udtrykskraft, samfundskulturelle relevans og kulturbærende rolle, som spil og spiludvikling besidder. En udvikling, som der er behov for i spilindustrien for at kunne agere central samarbejdspartner i og medskaber af europæisk kultur i alle dens former. Og for at kunne tilbyde flere unge styrket deltagelse i spiludvikling – også unge, der lige nu måske ikke ser en fremtid for sig i spilindustrien eller ser sig selv som en del af spilkulturen”, siger Rikke Toft Nørgård.

    Spil som, gennem og for kultur

    Rikke Toft Nørgård peger på, at EPIC-WE projektet både handler om en ny samarbejds- og samfundsmodel for arts og humaniora som videns- og innovationspartner med kulturen og den kreative industri, nye ‘møder på midten’ mellem kulturorganisationer og den kreative industri gennem fælles kulturprocesser og -produkter.

    “Projektet inddrager både spil som kultur, spiludvikling gennem kultur og spilprodukter for kultur som undersøges gennem projektets fire bærende forskningsspørgsmål: Hvordan kan spil forstås som en særlig kulturform og kulturbærer i egen ret og som medskaber af kulturelle identiteter, fællesskaber og livsverdener?” Siger Rikke Toft Nørgård og uddyber:

    “Hvordan kan kulturorganisationer og kreative industrier anvende kulturelle game jams til at muliggøre bredere og stærkere kulturel deltagelse blandt unge gennem kultur- og værdi-sensitiv spiludvikling? Hvordan kan unge se sig selv som europæiske spil- og kulturskabere gennem at spiludvikle med hinanden, kulturorganisationer og kreative industrier på tværs af Europa? Og hvordan kan humanistiske forskningsinstitutioner, kulturorganisationer og de kreative industrier, det det man kalder for modus 3 institutioner, indgå i lokale og det man kalder ‘glokale’ partnerskaber med henblik på at styrke kulturel innovation, værdiskabelse og samarbejde på tværs af Europa”

    Kunstinteresserede unge samarbejder med spilinteresserede unge i fælles kulturmøder

    De ca. 360 unge, som kommer til at deltage i projektet gennem de 12 kulturelle game jams afholdt på kulturorganisationer, er mellem 15 og 25 år gamle. Et game jam er et 48 timers spiludviklingsevent, som i Danmark vil finde sted på kunstmuseet AROS og i samarbejde med Filmby Aarhus og Aarhus Universitet.

    De unge, som er i særligt fokus i den danske kulturhub, er enten unge, der er engagerede i spil og spiludvikling men uengagerede i kunst og kultur, eller unge, der er engagerede i kunst og kultur men uengagerede i spil og spiludvikling. Mens der vil være andre fokusområder i den hollandske og portugisiske kulturhub, forklarer Rikke Toft Nørgård:

    “I EPIC-WE projektet sætter vi kulturmøder op mellem unge og samarbejdspartnere, som ikke normalt krydser hinandens veje. I Danmark kunne det fx være unge spilinteresserede fra Coding Pirates, spilefterskoler eller GameIT College, der gamejammer med unge kunstinteresserede fra billedskoler, kunstefterskoler eller Det Jyske Kunstakademi.”

    Hun peger på, at gennem det at arbejde sammen om kulturel spiludvikling på tværs af spil og kunst opstår der muligheder for nye kulturelle tilhørsforhold, samarbejder og partnerskaber.

    “Unge, der er dygtige til at udtrykke sig kunstnerisk, indgå i kunstnerisk-æstetiske processer, og som kan læse kunsten og forholde sig til kunsten, arbejder sammen med unge, der er gode til at udvikle spil, indgå i spiludviklingsprocesser, og som har et kendskab til spil som udtryks- og kulturform”, siger Rikke Toft Nørgård.

    Lignende kulturmøder foregår med grupper af unge i Holland og Portugal, og der bliver i alt fire runder kulturelle game jams i løbet af projektet inden for og på tværs af de tre kulturhubs. I løbet af projektet udvikler de unge mere end 80 kulturspil sammen med kulturorganisationer, forskningsinstitutioner og den kreative industri.

    Kulturspillene bliver sammen med samarbejdsmodeller for afvikling af kulturelle game jams, design kits til hver af partnerne, interviews og casestudier fra de kulturelle game jams alt sammen udgivet online i løbet af projektet, så alle kan få indsigt i, begynde at anvende og blive inspireret af EPIC-WE, forklarer Rikke Toft Nørgård.

    “Derudover vil de 12 game jams munde ud i kulturspiludstillinger. Her er der både online udstillinger i form af udgivelser af alle EPIC-WE projektets ressourcer og produkter på et website og onsite EPIC-WE udstillinger af de udviklede kulturprodukter hos kulturorganisationerne. Projektets bærende vision er, at konsortiet gennem udvikling af nye partnerskabsmodeller, kulturformater og spilprodukter kan understøtte styrket deltagelse og nye fremtider for unge i Europa inden for spil og kultur samt nye udviklingssamarbejder og kulturel innovation gennem at lade kreative industrier, kulturorganisationer og forskningsinstitutioner mødes ‘på midten’ og på tværs af Europa.”

    Fakta

    â?¢ EPIC-WE er et EU-projekt med opstart 1. marts 2023, som forløber over tre år (2023-2026) med fokus på at undersøge og udvikle nye samarbejdsmodeller, udviklingsformater, deltagelsesformer og kulturprodukter gennem og for modus 3 partnerskaber, der kan udbredes til kulturhubs i Europa.

    â?¢ Projektet har et samlet budget på cirka 23 millioner igennem EU’s Horizon Europe-program og er en del af et større EU initiativ omkring ‘Games and culture shaping our society’ som omhandler spil og spiludvikling som, gennem og for kultur. Læs mere om initiativet her

    â?¢ Aarhus Universitet er Lead Partner, og Rikke Toft Nørgård er Project Coordinator for projektet. I alt 12 partnere indgår i EPIC-WE konsortiet, der udgøres af et ligeværdigt partnerskab og en ligelig fordeling mellem forskningsinstitutioner, kulturorganisationer og kreative industrier fra Europa.

    Kontakt:

    Rikke Toft Nørgård, Ph.d., lektor
    Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet
    Afdeling for Fagdidaktik
    Mail: rtoft@edu.au.dk
    Tlf.: 20 46 67 56

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forskningsprojekt-om-kulturmoder-spiludvikling-og-unge-kulturborgere-modtager-prestigefuld-horizon-bevilling?releaseId=13669520

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **