PRM / “Jeg er ikke den eneste”: Ny podcast, events og undervisning skubber til unges samtaler om sårbarhed og mistrivsel

    Pressemeddelelse fra Psykiatrifonden

    “Vi vil skabe rum og fællesskaber, hvor sårbarhed og dialogen om mental trivsel får lov at fylde. Vi vil skubbe til de unges forståelse, åbenhed og viden gennem andre unges fortællinger. Hvordan føles social angst? Oplever andre stress i kroppen som mig? Hvordan fortæller jeg mine venner, at jeg ikke har det godt?”, forklarer Claire Mourier, projektleder i SIND Ungdom.
    Gennem særligt unges personlige fortællinger sætter “Jeg er ikke den eneste” fokus på at skubbe snakken om mental trivsel mellem unge i gang. Projektet løber fra januar 2023 til og med 2024.

    Mistrivsel på skoleskemaet
    “Vi vil nedbryde tabuet om psykisk sygdom og mistrivsel, og vi vil forsøge at få de unge til at føle sig mindre alene med deres sårbarhed. Vi vil have dem til at tale med hinanden om det, der kan være svært. Det gør vi med podcast, events og samtalesaloner, og så vil vi sætte mistrivslen på skoleskemaet på landets gymnasier”, siger projektleder i Psykiatrifonden Sarah Vadgaard.

    Fik mod til at dele sin historie
    Projektet bygger på fire aktiviteter: En podcastserie, en række events, samtalesaloner og undervisningspakker. Aktiviteterne er udvalgt på baggrund af det foregående projekt “Er jeg den eneste?”, som byggede på en podcastserie om psykisk sårbarhed blandt unge. Podcasten
    havde mere end 19.000 unge lyttere, og den affødte stærk feedback – de unge skrev, at det var rart med andre at spejle sig i, det gav mod til selv at dele sin historie, og det var lærerigt for dem, der ikke selv var bekendt med mental mistrivsel. På baggrund af podcasten blev der holdt et event og samtalesaloner, der skabte rum med plads til snak om psykisk sårbarhed.

    Unge tynges af stress, lavt selvværd, angst og depression
    I Danmark oplever flere og flere unge at kæmpe med deres mentale trivsel. Sundhedsprofilen 2021 viste endnu et kraftigt dyk for de 16-24-årige – i dag scorer fire ud af ti unge kvinder lavt på den mentale helbredsskala, mens det gælder for to ud af ti unge mænd. De unge tynges bl.a. af stress, lavt selvværd, følelsen af pres og kampen mod angst og depression. Samtidig er det stadig svært for mange unge at fortælle familie og netværk om deres sårbarhed. Med projektet “Jeg er ikke den eneste – samtaler om psykisk sårbarhed” rækker Psykiatrifonden og SIND Ungdom ud til unge i alderen 15-30 år. Det er unge, som lige nu kæmper med mental mistrivsel, eller som senere i livet vil opleve svære og tunge tanker hos sig selv eller andre.

    “Jeg er ikke den eneste” er ligesom foregående projekt et tæt samarbejde mellem SIND Ungdom og Psykiatrifonden, som i partnerskab har kompetencerne og netværket til at løfte projektet på landsplan. Projektet gennemføres med støtte fra TrygFonden.

    Kontakt:

    Sarah Cecilie Boss email: scb@psykiatrifonden.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/jeg-er-ikke-den-eneste-ny-podcast-events-og-undervisning-skubber-til-unges-samtaler-om-sarbarhed-og-mistrivsel?releaseId=13669013

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **