Pressemeddelelse fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur
Nu er det blevet lettere for dig at skifte bredbåndsselskab. Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur har nemlig udarbejdet nye regler om skift af bredbåndsudbyder, som trådte i kraft den 1. januar 2023.
Det betyder, at det nu blevet muligt for dig, som ønsker at skifte selskab, at give dit nye bredbåndsselskab fuldmagt til at ordne alle de praktiske forhold i forbindelse med skiftet. Ligesom du kender det fra, når du skifter mobilselskab.
En fordel for forbrugerne
Som forbruger har du i dag mange selskaber at vælge imellem, men det har tidligere været besværligt at skifte bredbåndsabonnement, fordi forbrugeren selv har skulle ordne alle de praktiske forhold i forbindelse med et skifte.
For eksempel skulle du sikre dig, at det tidligere abonnement stoppede samtidig med, at det nye abonnement begyndte, så du undgik at have dage uden internet. Besvær der måske gjorde, at idéen om at skifte bredbåndsselskab blev opgivet, selvom det var muligt at få et bedre eller billigere produkt ved et andet selskab.
Derfor hilser Forbrugerrådet Tænk også de nye regler velkommen:
“De nye regler fjerner en barriere og gør det dermed som udgangspunkt nemmere at være forbruger. At man nu kan skifte udbyder på en enklere måde gør, at man lettere kan ændre abonnement til et, som passer ens behov og ønsker til pris. Ligesom vi eksempelvis kender det fra mobilabonnementer. Det vil formentlig også styrke konkurrencen på markedet, hvilket også vil komme forbrugerne til gode”, siger Forbrugerpolitisk medarbejder Christian Sand fra Forbrugerrådet Tænk.
Brancheaftale fastlægger de nærmere rammer for skift af bredbåndsselskab
Som supplement til de nye regler har branchen udarbejdet en brancheaftale, som fastlægger de nærmere rammer for processen med at skifte bredbåndsselskab. Den etablerer ensartede procedurer på tværs af selskaberne, så reglernes intention om, at skiftet til din nye bredbåndsudbyder bliver så smidigt som muligt, bliver virkeliggjort.
Brancheaftalen gælder for de bredbåndsselskaber, der har tiltrådt aftalen. Du kan finde brancheaftalen på Teleindustriens hjemmeside
og en opdateret liste over, hvilke selskaber der har tilsluttet sig brancheaftalen.Vil du vide mere?
På
kan man læse nærmere om de nye regler, og hvad de indebærer. Her kan du blive klogere på, hvad selskaberne er forpligtet til, hvis du ønsker at skifte bredbåndsselskab.Kontakt:
Presse- og kommunikationskonsulent René Thunø email: retje@sdfi.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nye-regler-og-brancheaftale-gor-det-nemmere-at-skifte-bredbandsselskab?releaseId=13669323
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **