PRM / Nordjyske små- og mellemstore produktionsvirksomheder skal på teknologisk niveau med resten af landet

    Pressemeddelelse fra Erhvervshus Nordjylland

    Det basale niveau inden for digitalisering i nordjyske industri- og produktionsvirksomheder er et problem i forhold til vækst- og udviklingsmuligheder for virksomhederne, og for vækst i samfundet generelt. Det skal et nyt tiltag ændre på.

    Til at sætte skub i udviklingen, har innovationshubben, AddSmart, modtaget 19,8 millioner kroner fra EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Midlerne skal styrke konkurrenceevnen hos virksomhederne ved at øge digitaliseringsgraden og dermed effektivisere produktionen, logistikken og den overordnede service til kunderne.

    “Den teknologiske udvikling bevæger sig meget hurtigt, og små- og mellemstore virksomheder skal derfor lære nye teknologier og processer med stadig stigende frekvens. Det kan være svært at vurdere det økonomiske potentiale i en tilpasning eller investering i ny teknologi. Med AddSmart kan vi tilbyde virksomhederne adgang til eksperter, som de måske ikke selv har ansat”, fortæller Lars Erik Jønsson, der er administrerende direktør i Erhvervshus Nordjylland.

    Produktionsvirksomhederne får tilbudt skræddersyede ydelser, der er tilpasset deres nuværende teknologiske indsigt og kompetencer. På den måde afdækkes virksomhedens digitale behov, deres behov for kompetenceudvikling, finansieringsmuligheder samt innovation og netværk med andre produktionsvirksomheder.

    Samarbejde og netværk ud over Danmarks grænser
    Netværk med andre produktionsvirksomheder er en central del i AddSmart. Selv om hubben hører til i Nordjylland og er målrettet nordjyske virksomheder, er en af styrkerne for produktionsvirksomhederne, at de får mulighed for at netværke med lignende virksomheder – ikke kun i Danmark, men rundt om i hele Europa. Dermed kan virksomheder, der arbejder inden for samme branche og med samme typer af produkter udveksle erfaringer, udfordringer og løsninger, uanset geografisk placering.

    AddSmart består af et konsortium mellem Aalborg Universitet, TECHCOLLEGE, UCN, Danmarks produktionsklyngen MADE, digitaliseringsklyngen DigitalLead, NordDanmarks EU-kontor, FORCE Technology og Erhvervshus Nordjylland.

    Fakta:

    Budget: 19,8 millioner kroner

    Periode: Projektet løber over tre år fra 2023-2025

    Værtsorganisation: Erhvervshus Nordjylland

    Partnere: Aalborg Universitet, TECHCOLLEGE, Professionsionshøjskolen UCN, produktionsklyngen MADE, digitaliseringsklyngen DigitalLead, NordDanmarks EU-kontor og FORCE Technology.

    Kontakt:

    Adm. direktør Lars Erik Jønsson, Erhvervshus Nordjylland, tlf. 20 66 68 21
    Projektleder Johannes Størup, Erhvervshus Nordjylland, tlf. 20 91 98 71

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nordjyske-sma–og-mellemstore-produktionsvirksomheder-skal-pa-teknologisk-niveau-med-resten-af-landet?releaseId=13669337

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **