PRM / Energiselskabet OK opkøber succesfuldt elselskab

    Pressemeddelelse fra OK

    OK-koncernen har netop indgået en aftale om at overtage den succesfulde aarhusianske virksomhed Elektron, der leverer el til privatkunder. Opkøbet er med til at underbygge OK’s strategi og ambitionen om at blive en endnu større spiller inden for bolig-energiløsninger de kommende år.

    “Vores mål er at blive danskernes foretrukne, grønne energipartner til bolig og erhverv, og opkøb er én af vejene til at opnå den målsætning,” siger Michael Lamberth, CCO i OK, og fortsætter:

    “Elektron er en rigtig spændende virksomhed, der siden sin stiftelse i 2014 har oplevet stærk vækst. Det er en effektiv virksomhed med mange tilfredse kunder, og vi synes, det er et rigtig godt match. Derfor er vi selvfølgelig begejstrede over at være nået til enighed.”

    Et perfekt match

    Elektron, der i øvrigt er tredobbelt Gazelle-virksomhed, fortsætter som et selvstændigt selskab med samme team, hvor de to stiftere, Rasmus Hjorth Sindberg og Torben Marvin Jensen, fortsat vil være med til at sikre den videre udvikling. Købet kommet ikke til at påvirke Elektrons eksisterende kunder.

    Hos Elektron er der også stor glæde at spore over aftalen. Selvom der har været flere muligheder, var OK den helt rette løsning, mener Torben Marvin Jensen og Rasmus Hjorth Sindberg. De fortæller, at OK har vist en særlig forståelse for selskabet og potentialet.

    “Sammen med teamet og vores stærke samarbejdspartnere har vi bygget en unik virksomhed, som nu får et endnu stærkere fundament i fremtiden. OK har bygget en stærk markedsposition gennem nærvær og unikke kundefordele, og vi ser OK som et perfekt match for Elektron,” siger Torben Marvin Jensen og bliver suppleret af Rasmus Hjorth Sindberg:

    “Vi har gentænkt en konservativ branche. Det starter ikke med et elværk, et kabel i jorden eller en måler på væggen. Det starter med en kunde, og alt, vi har gjort, udløber derfra,” siger Rasmus Hjorth Sindberg

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Kristoffer Weibel email: krwe@ok.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/energiselskabet-ok-opkober-succesfuldt-elselskab?releaseId=13669360

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **