Pressemeddelelse fra Furesø Kommune
Karen Nørskov Toke bliver ny velfærdsdirektør i Furesø Kommune. Onsdag den 25. januar tiltrådte byrådet i enighed anbefalingen fra ansættelsesudvalget. Fra 1. marts skifter Karen Nørskov Toke derfor Københavns Sundheds- og Omsorgsforvaltning ud med Furesø Kommune.
“Furesø er en ambitiøs kommune med klare mål og visioner og et godt tværgående samarbejde. Jeg glæder mig til at omsætte de politiske visioner til konkret værdi for borgere og medarbejdere. Vores indsats skal gøre en forskel for den enkelte borger. Som direktør lægger jeg vægt på værdier som ordentlighed, fællesskab og tillid til medarbejdernes faglige handlekraft. Og jeg ser meget frem til at hilse på de dygtige ledere og medarbejdere i Furesø og at høre, hvad de brænder for”, siger Karen Nørskov Toke.
Ansvar for Furesøs yngste, ældste og sårbare borgere
Som velfærdsdirektør bliver Karen Nørskov Toke ansvarlig for Furesø Kommunes yngste børn i dagtilbud og skoler, de ældste borgere i ældreplejen og de mest udsatte borgere og borgere med handicap på vores bosteder og aktivitetstilbud.
Borgmester Ole Bondo Christensen (A) er meget glad for valget af den nye velfærdsdirektør.
“Karen Nørskov Toke kommer med en meget stærk faglig og ledelsesmæssig baggrund. Hun får et stort driftsansvar over for vores yngste, ældre og mest udsatte borgere og skal samtidig stå i spidsen for at udvikle vores velfærd i samarbejde med borgere, virksomheder og foreninger. Med en fremtid med flere ældre, flere børn og unge med udfordringer og et massivt udgiftspres på voksenhandicapområdet kombineret med stramme økonomiske rammer, er vi nødt til at udvikle vores måde at drive kommune på. Det er jeg sikker på, at Furesø er godt rustet til med den direktion, som byrådet nu har sammensat”, siger Ole Bondo Christensen.
Erfaring med afbureaukratisering
Den nye velfærdsdirektør vil blive en del af ledelsen af Furesø Kommune sammen med kommunaldirektør Nicolai Kragh Petersen og by- og kulturdirektør Claus Torp.
“Karen Nørskov Toke kommer med en viden og ledelseserfaring, der kan foldes ud her i Furesø. Hun har stor erfaring fra ældre og sundhedsområdet og har bl.a. arbejdet med afbureaukratisering på ældreområdet. Med Karen får vi i direktionen en faglig stærk kollega, og jeg ser frem til samarbejdet”, siger Nicolai Kragh Petersen.
Siden september 2022 har Karen Nørskov Toke været konstitueret direktør i Københavns Sundheds- og Omsorgsforvaltning, hvor hun bl.a. har stået for afbureaukratisering af ældreområdet og samt udvikling af et tættere samarbejde mellem kommune, hospitaler og almen praksis. Før det var hun centerchef i Center for Sundhed og Rehabilitering i samme forvaltning.
Karen Nørskov Toke er uddannet cand. scient. pol. samt master i offentlig ledelse, bor i Søborg, er gift og er mor til tre drenge i alderen 14-23 år.
Kontakt:
Ole Bondo Christensen (A) email: borgmester@furesoe.dk
Kommende velfærdsdirektør i Furesø Kommune Karen Nørskov Toke
Kommunaldirektør Nicolai Kragh Petersen tlf.: 28752937 email: nkp4@furesoe.dk
Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fureso-byder-velkommen-til-ny-velfaerdsdirektor?releaseId=13669308
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








