PRM / Dansk Fjernvarme: Stor cadeau til kommunernes arbejde med varmeplanerne

    Pressemeddelelse fra Dansk Fjernvarme

    De kommunale varmeplaner og fjernvarmebrevene er en vigtig brik i udfasningen af den sorte naturgas og udrulningen af fjernvarmen.

    Derfor er det kommunernes store fortjeneste, at 670.000 danskere modtog et fjernvarmebrev i udgangen af 2022, som skaber klarhed over fjernvarmemulighederne i Danmark, viser en ny undersøgelse fra KL:

    – Siden aftalen om fjernvarmebrevet blev lavet, har kommunerne taget ejerskab over opgaven og har arbejdet ambitiøst med at skabe klarhed overfor deres borgere inden 1. januar 2023. Over hele landet har kommuner og fjernvarmeselskaber samarbejdet om at udarbejde varmeplaner og planlægge fjernvarmeudrulning. Der skal lyde en stor cadeau til det kommunale arbejde, siger Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.

    – Over 200.000 naturgasforbrugere kan få fjernvarme, og det potentiale ser fjernvarmebranchen frem til at eksekvere på. Flere steder er fjernvarmeselskaber allerede i jorden med gravemaskiner og rør for at imødekomme behovet for at få naturgassen ud af opvarmningen, siger Rune Moesgaard.

    Ifølge KLs undersøgelse er der 40 procent, der stadig mangler endelig afklaring om muligheden for fjernvarme i deres område, fordi området er udlagt til fjernvarme i varmeplanen, men at der er behov yderligere analyser for at afdække, om ejendomsejerne kan blive tilbudt fjernvarme.

    Derfor har Dansk Fjernvarme også en forventning om, at det endelige potentiale for fjernvarme overstiger de 200.000 danskere, der allerede ved, at de får fjernvarme.

    Yderligere afklaring i 2023
    I 2023 er målet nu at følge op på varmeplanerne gennem fjernvarmeprojekter og udrulning af fjernvarme. Og selvom det næsten er et år siden, at der politisk blev besluttet, at naturgassen skulle udfases, er behovet for udfasningen ikke blevet mindre.

    – Det er vigtigt at minde hinanden om, hvorfor beslutningen om mere tempo på udfasningen af naturgas blev taget sidste år. Det er vigtigt, at vi hurtigst muligt gør os uafhængige af den russiske naturgas i opvarmning, da vi ellers vil risikere at priserne igen stiger og igen skaber en energipriskrise i Danmark flere år frem, siger Rune Moesgaard.

    Derfor bakker Rune Moesgaard ligeledes op om formand for Klima- og Miljøudvalget i KL, Birgit S. Hansens forslag til, hvordan der kan sættes endnu mere turbo på udfasningen.

    – Først når naturgassen er ude af opvarmningen i Danmark, er vi i mål. Derfor giver det rigtig god mening at kigge på, hvilke værktøjer, der kan skrue op for tempoet. Indfør en automatisk “ja-tak” ordning, så tilslutningen er sikret; tilfør flere midler i fjernvarmepuljen, så fjernvarmeprojekter har sikring for deres investeringer; opkvalificer og efteruddan i sektoren, så der er nok arbejdskraft til udrulningen og sæt en endelig udløbsdato på al naturgas i den individuelle opvarmning. Det er alle sammen tiltag, der vil øge tempoet, siger Rune Moesgaard.

    Kontakt:

    Presserådgiver Sofie Karoline Høgedal email: skh@danskfjernvarme.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-fjernvarme-stor-cadeau-til-kommunernes-arbejde-med-varmeplanerne?releaseId=13669303

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **