PRM / Genbrugsbutikker i Østjylland har højeste omsætning nogensinde

    Pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp

    For første gang nogensinde har Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker i Østjylland haft en omsætning på over syv millioner kroner i 2022.

    “Det er en god nyhed, fordi genbrug kommer så mange mennesker til gavn. Folk har mulighed for at handle billigt og bæredygtigt her i Danmark, samtidig med at overskuddet er med til at redde liv i verdens fattigste lande,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

    Mere præcist endte omsætningen på 7,025 millioner kroner fra organisationens 15 østjyske genbrugsbutikker, der bliver drevet af frivillige. Det er ni procent højere end den hidtidige rekord fra 2019. Resultatet er en del af en overordnet rekord, som alle Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker har sat i 2022 med en omsætning på 54,5 millioner kroner landet over.

    Der er penge at spare

    Generalsekretæren ser flere grunde til, at det netop var i 2022, at genbrugssalget i Folkekirkens Nødhjælp har sat rekord.

    “Stigende priser har fået mange danskere til at tænke sig ekstra om, når de går på jagt efter nyt til garderoben eller hjemmet. For nyt kan godt være brugt. For eksempel har overtøj og striktrøjer været populære over vinteren, mens mange også køber stof, gardiner og lagner for selv at sy nyt,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

    At handle genbrug i dag er for mange i høj grad en bæredygtig og klimavenlig livsstil, hvor man samtidig sparer penge. Men da Folkekirkens Nødhjælps første genbrugsbutik åbnede for 50 år siden, var det særligt folk med få ressourcer, der handlede brugt. På grund af den stigende inflation oplever Folkekirkens Nødhjælp, at mange – også nye kunder – nu igen handler i genbrugsbutikker med det primære formål at spare penge.

    Genbrug bliver til nødhjælp

    Generalsekretæren er ikke i tvivl om, at danskerne i fremtiden vil søge endnu mere i genbrugsbutikker, fordi de ønsker en bæredygtig og klimavenlig livsstil, så vi mindsker trækket på jordens ressourcer.

    “Genbrug er kommet for at blive. Det er godt for vores klode, at vi genbruger vores ressourcer. Det er sjovt at gå i genbrug efter unikke fund. Og som vi ser nu, er genbrug nødvendigt for mange mennesker i økonomiske krisetider,” siger hun og understreger vigtigheden af det overskud, som bliver generet af genbrugsbutikkerne.

    “Der er krig i Ukraine, som har sendt millioner på flugt. Fødevare- og klimakrisen kræver også akut handling, og der er mere end nogensinde brug for hjælp til mennesker i nød. Derfor giver det god mening, at danskernes genbrug bliver til nød- og udviklingshjælp,” siger generalsekretæren.

    Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker i Østjylland:

    Aarhus (3), Åbyhøj, Fjellerup, Grenå, Hammel, Hinnerup, Odder, Risskov, Rønde, Ry, Skanderborg, Solbjerg, Trige.

    Kontakt:

    Presserådgiver Lasse Emil Kristiansen tlf.: 50604015 email: lekr@dca.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/genbrugsbutikker-i-ostjylland-har-hojeste-omsaetning-nogensinde?releaseId=13669157

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **