PRM / Topdanmark kommer styrket ud af usikkert 2022

    Pressemeddelelse fra Topdanmark A/S

    Topdanmark fortsætter med at forfølge sin strategi om at være et solidt og konkurrencedygtigt skadesforsikringsselskab og kommer ud af 2022 med et overskud på 2,049 mia. kroner efter skat medregnet salget af Topdanmark Livsforsikring.

    Det centrale forsikringstekniske nøgletal, combined ratio, der angiver forholdet mellem indtægter og udgifter, lander på 81,8 for 2022 og 80,9 isoleret for fjerde kvartal. Begge tal overgår analytikernes forventninger. Topdanmarks regnskab for året viser en præmievækst på 3,8 procent.

    “Vi har formået at komme styrket ud af et år med stor økonomisk usikkerhed i verden. Topdanmark står fortsat stærkt på et robust fundament, som betyder, at vi har det bedste udgangspunkt for at kunne hjælpe vores kunder,” siger Peter Hermann, adm. direktør i Topdanmark.

    “Vi har i 2022 fastholdt en af markedets stærkeste combined ratios, og vi fortsætter med at forfølge vores strategi om at fokusere på lønsom vækst. Det kan kun lade sig gøre takket være en ekstraordinær indsats fra alle medarbejdere og samarbejdspartnere. Vi har forbedret vores indkøbsaftaler og processer, vi er blevet dygtigere til at forebygge og udbedre skader, og vi bliver fortsat skarpere til at matche prisen med den enkelte kundes risikoprofil,” siger han.

    Historisk tid og salg af pensionsselskab

    Resultatet for 2022 er også præget af investeringstab, som påvirker resultat negativt med 477 mio. kroner. Til sammenligning var resultat sidste år påvirket positivt af investeringsafkast på 554 mio. kroner, og dermed er forskellen 1,03 mia. kroner i forhold til 2021.

    “Især årets første halvår var præget af turbulens på de finansielle markeder, en historisk høj inflation og ekstraordinære vejrbegivenheder. Jeg ved, at mange virksomheder og danskere mærker konsekvenserne, og vi har gjort en ekstra indsats for at understøtte vores kunder,” siger Peter Hermann.

    “Årets andet halvår var også historisk for Topdanmark. I 1972 grundlagde vi Topdanmark Livsforsikring, der siden har indtaget pladsen som Danmarks femtestørste kommercielle pensionsselskab. Det selskab har vi solgt til Nordea, og vi ser frem til et styrket samarbejde – nu også på pensionsområdet,” siger han.

    Salget af Topdanmark Livsforsikring til Nordea bidrager ekstraordinært til resultatet og medvirker til, at bestyrelsen foreslår udlodning af et historisk højt udbytte for 2022 på 53,5 kroner per aktie.

    Topdanmark forventer et nettoresultat for 2023 på 1.050-1.310 mio. kroner eksklusive afløb, mens prognosen for selskabets combined ratio for næste år ligger på 83-86 eksklusive afløb. Væksten i præmieindtægter forventes at ligge på 2-3,5 procent på tværs af alle kundesegmenter.

    Højeste antal vejrskader siden 2015
    Danske husstande blev i 2022 ramt af ekstreme vejrfænomener. Især stormene Malik og Nora medførte ekstraordinært mange skader. Samlet set for året har Topdanmark hjulpet kunder med næsten 20.000 vejrskader. Det er det højeste antal på et år siden 2015.

    “Vi forventer et andet skadesbillede fremover som følge af klimaforandringer. Derfor investerer vi både i forebyggelse, fx et varslingssystem hvor kunder får besked om lokale vejrhændelser og gode råd fra vores eksperter, og i tiltag der optimerer skadesbehandlingen. Det er fx nye robotter, man kan tale med, og som automatisk anlægger kunders regn- og stormskader i travle perioder. Det nedsætter ventetiden på telefonerne og frigiver kapacitet hos medarbejdere, som har mere tid til at give personlig service,” siger Peter Hermann.

    Topdanmark har i 2022 samlet udbetalt 6,197 mia. kroner til erstatning og udbedring af skader hos kunder på tværs af privat-, erhvervs- og landbrugskunder.

    Understøtter arbejdsgivere og lønmodtagere
    Topdanmark har det seneste år gjort en særlig indsats for at understøtte behov på det danske arbejdsmarked.

    I 2022 har forsikringsselskabet formået at raskmelde 28 procent flere kunder, som ikke var i stand til at arbejde på grund af en ulykke eller arbejdsskade, sammenlignet med 2021. Syv ud af ti kunder, der gennemgår et personligt individuelt forløb hos Topdanmark, bliver nu fuldt raskmeldt.

    “Det er afgørende for livskvaliteten, når vi hjælper den enkelte retur til hverdagen. Virksomheder får deres medarbejdere tilbage, arbejdsstyrken vokser, samfundet sparer udgifter til understøttelse og får i stedet skatteindtægter, og vi skal udbetale mindre i erstatning. Derfor har vi besluttet at øge vores kapacitet, så vi kan hjælpe endnu flere som supplement til de offentlige indsatser,” siger Peter Hermann.

    I årets sidste kvartal så Topdanmark desuden en markant stigning på 260 procent i antallet af danskere, der tegner en lønsikring hos selskabet, sammenlignet med samme periode 2021. Det svarer til mere end en tredobling.

    “Vi forventer, at efterspørgslen efter lønsikring fortsat vil stige i den kommende periode. I usikre tider ved vi, at den økonomiske sikkerhed, som en forsikring giver, kan være afgørende for at skabe tryghed for den enkelte og minimere antallet af ubekendte faktorer,” siger Peter Hermann.

    //

    5 højdepunkter fra Topdanmarks årsregnskab 2022:

    • Resultat efter skat: 2,049 mia. kroner (2021: 2,138 mia. kroner)
    • Præmieindtægter: 9,903 mia. kroner (2021: 9,541 mia. kroner)
    • Vækst i præmieindtægter: 3,8 procent (2021: 4,6 procent)
    • Combined ratio inklusive afløb: 81,8 (2021: 80,1)
    • Tab på investeringerne: -477 mio. kroner (2021: 554 mio. kroner)

    Kontakt:

    Pressechef Troels Karlskov email: tkj@topdanmark.dk

    Presserådgiver Søren Martin Olsen tlf.: +45 25 45 65 75 email: smo@topdanmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/topdanmark-kommer-styrket-ud-af-usikkert-2022?releaseId=13669074

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **