PRM / NEXT stærkt repræsenteret til DM i Skills

    Pressemeddelelse fra NEXT Uddannelse København

    Det bliver tre intense dage i faglighedens tegn, når landets dygtigste erhvervsskoleelever kæmper inden for deres respektive fag om æren og titlen som danmarksmester til DM i Skills den 2.-4. februar i Fredericia.

    Omkring 280 elever fra hele landet konkurrerer i 45 forskellige fag. I år kommer 14 af eleverne fra den storkøbenhavnske uddannelsesinstitution NEXT Uddannelse København. De tæller både brolæggere, procesoperatører, kosmetikere, møbelsnedkere, en industritekniker, frisører, en tømrer og en mediegrafiker.

    NEXT Fitnessuddannelsen stiller også op som demonstrationsfag for første gang.

    Sidste mulighed for at vinde

    Til DM i Skills er en masse faglige talenter samlet under ét tag, og et af de talenter, der skal deltage i år, er 21-årige Oliver Tillgreen Jørgensen fra Slangerup. Han er industriteknikerelev på NEXT og lærling hos Welltec i Allerød. Oliver deltager i DM i Skills for anden gang, og i år er det hans sidste chance for at gå efter titlen som danmarksmester:

    “Jeg vil gerne gøre det ekstra godt i år, for jeg bliver snart svend, så det er min sidste chance for at vinde,” fortæller Oliver Tillgreen Jørgensen.

    Opgaven, der skal løses til mesterskabet, får de først på dagen for konkurrencen. Oliver Tillgreen Jørgensen har derfor brugt mange timer på at forberede sig, så godt han kan, både på de mulige opgaver, men også på at håndtere nervøsiteten.

    “Jeg bliver nervøs, fordi jeg gerne vil gøre det så godt som muligt. Men man skal bare lade være med at tænke over, at der er så mange mennesker, der kigger, og i stedet fokusere på opgaven,” forklarer Oliver og afslutter: “Det at møde alle de andre deltagere er en oplevelse i sig selv, og det glæder jeg mig meget til.”

    En smagsprøve på fagenes mange muligheder

    Danmark mangler allerede faglærte i dag, og ifølge en fremskrivning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kommer der til at mangle 99.000 faglærte i 2030. Derfor er det også vigtigt, at de unge fra eux- og erhvervsuddannelserne kommer mere i fokus og får mulighed for at vise deres talent og håndværk frem til en konkurrence som DM i Skills, fortæller Ole Heinager, administrerende direktør hos NEXT.

    SVM-regeringen har i deres regeringsgrundlag præsenteret, at de gennem en styrkelse af erhvervsuddannelserne vil arbejde for, at der bliver flere faglærte i Danmark. DM i Skills er en oplagt mulighed for at komme og snuse til, hvad erhvervsuddannelserne kan og se de mange forskellige uddannelser i aktion.

    “Jeg håber, at mange vil komme forbi og heppe på de seje elever og få en lille smagsprøve på, hvor mange spændende fag og muligheder, erhvervsuddannelserne byder på,” siger Ole Heinager.

    NEXT-elever til DM i Skills 2023:

    Mediegrafiker Lise Giacobbe

    Frisør Mathilde Bulskov

    Frisør Sally Roberta Carmohn

    Kosmetiker Josephine Amjadi Nyman

    Kosmetiker Cecillie Bruun Kobbernagel

    Industritekniker Oliver Tillgreen Jørgensen

    Procesoperatør Ewelina Dziura

    Procesoperatør Malte Juel Askham

    Procesoperatør Mikkel Christian Krog

    Snedker Kalle Brammer

    Snedker Jonas Keller

    Tømrer Andreas Sparre

    Brolægger Micke Graversgaard

    Brolægger Simon Brok

    Om DM i Skills

    DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er desuden med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.

    DM i Skills 2023 finder sted i Fredericia, Messe C, fra den 2.-4. februar 2023. Der er gratis adgang til arrangementet, og der er åbent for alle interesserede. Læs mere om programmet på SkillsDenmark.

    FAKTA OM DM I SKILLS:

    DM i Skills afholdes for 12. gang. (første DM var i 2011 og 2021 var aflyst).

    Antal konkurrencefag: 45.

    Antal demonstrationsfag: 26.

    Antal konkurrencedeltagere: 280.

    Antal dommere, hjælpere og frivillige: 500.

    Forventet antal besøgende: 50.000.

    Kontakt:

    Presse- og Kommunikationskonsulent hos NEXT Uddannelse København Cathrine Saltbæk Tverskov email: cst@nextkbh.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/next-staerkt-repraesenteret-til-dm-i-skills?releaseId=13668989

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **