Pressemeddelelse fra Akademikerne
I høringssvaret lægger Akademikerne vægt på, at regeringen klart går over grænsen med forslaget om at afskaffe store bededag. Det er i strid med den danske model, at man fra politisk hold regulerer løn- og arbejdsvilkår.
Akademikerne er samtidig kritiske overfor, at løntillægget i lovforslaget fører til en lønkompensation, der er for ringe, og at den ultrakorte høringsfrist har gjort det umuligt at danne sig et fyldestgørende overblik over alle de afledte effekter af forslaget.
Det foreslåede løntillæg på 0,45 pct. svarer langt fra til den reelle omkostning en lønmodtager får. Det skyldes blandt andet, at det hviler på en antagelse om, at store bededag allerede i dag er en almindelig dag på linje med alle andre. Store bededag er imidlertid en helligdag med familietraditioner og meget andet. Det afspejles normalt i den løn, man modtager for at arbejde på helligdag, og det bør også afspejles her. Derfor mener Akademikerne, at løntillægget bør forhøjes markant.
Regeringen slår sig i regeringsgrundlaget op på, at inddragelse og høring i lovudviklingen har høj prioritet. Denne proces overholder på ingen måde dette princip – tværtimod. Den korte høringsfrist giver en forhastet proces og øger risikoen for lovsjusk.
Formanden for Akademikerne, Lisbeth Lintz, udtaler:
“Regeringen bør besinde sig, og jeg håber, at man tager kritikken af forslaget om at fjerne store bededag meget alvorligt. Hvis arbejdstiden skal udvides, er det noget, man forhandler om. Og medarbejderne skal selvfølgelig kompenseres fuldt ud. Indgreb som dette fører til utryghed på arbejdsmarkedet. Derudover er arbejdspresset mange steder allerede højt, og her hjælper det selvfølgelig ikke, at man nu vil fjerne det åndehul, som en helligdag giver,” siger Akademikernes formand Lisbeth Lintz.
Læs høringssvaret fra Akademikerne her:
Kontakt: Formand for Akademikerne, Lisbeth Lintz, tlf: 24888442,
Kontakt:
Chefkonsulent Jens Alkjær tlf.: 2249 5856 email: jal@ac.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/horingssvar-uacceptabelt-med-lovforslag-om-st-bededag-der-undergraver-den-danske-model?releaseId=13668857
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








