Pressemeddelelse fra Kvisten
Det er ikke unormalt at vente op til et år på at modtage hjælp, hvis man oplever senfølger forårsaget af seksuelle overgreb i barn- eller ungdom. I Kvisten, der tilbyder terapi til voksne, har de i 2022 sat gang i godt 400 terapiforløb. Det er en stigning på 41 procent sammenlignet med året forinden. Til trods for tilstrømningen er det økonomiske fundament behæftet med stor usikkerhed:
– Det komplicerer vores situation, at vi skal bruge tid og ressourcer på at lede efter den næste finansiering. Det tager fokus væk fra kerneydelsen, når vi ikke ved, hvor længe vi kan holde fast i vores medarbejdere. Behovet er lange behandlingsforløb, hvilket kalder på en sikker, langsigtet finansiering, udtaler Lisbeth Høstgaard Møller, der er direktør i Kvisten, som primært drives på frivillig basis af psykoterapeuter og psykologer med specialisering i traumer.
Tilstrømningen vidner om ny tendens
Tilstrømningen skyldes i høj grad, at seksuelle overgreb og #Metoo har fået markant større bevågenhed i samfundet. Kvisten selv har også bidraget med den til at sætte emnet på den nationale dagsorden. Samtidig er vi blevet bedre til at tale om senfølger som stress, depression, traumer og misbrug, siger Lisbeth Høstgaard Møller:
– Takket være dem, som har turde stå frem og dele ud af deres egen barndoms rædsler, er der en form for momentum nu, hvor det er acceptabelt at opsøge hjælp og handle på de udfordringer, man oplever i hverdagen. Beretningerne fra eksempelvis Tøndersagen har givet os en indsigt i, hvilke voldsomme konsekvenser seksuelle overgreb kan have. Det oplever vi gennem markant flere henvendelser til vores tilbud end tidligere, siger hun og tilføjer:
– Der er statistisk set flere kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb end mænd, og både mænd og kvinder søger til Kvisten. Vi har derfor brug for sikker finansiering til den store stigning i tilgangen, der har brug for behandling – uanset køn.
Organisationen har fra 2020 modtaget driftstilskud fra Finansloven til en øremærket indsats målrettet mænd, hvilket nu betyder, at mænd ikke skal vente lige så længe på hjælp.
Brug for flere ressourcer i tyndtbefolkede områder
Kvisten er et landsdækkende tilbud med individuel terapi og gruppeterapi til voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barn- eller ungdom. Kvisten er et supplement til behandlingstilbuddene i det offentlige system, der arbejder ud fra centrale placeringer i landet.
– I Kvisten arbejder vi meget decentralt, pt. i 46 kommuner, og alt andet lige er det forholdsmæssigt dyrere at opretholde tilbud i de mere tyndtbefolkede egne. Ikke desto mindre er de vigtige at fastholde, fordi mange af dem, der har brug for hjælp, ikke kan transportere sig til de statsfinansierede centre i København, Aarhus eller Odense.
Til udtalte socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) den 16. januar 2023, at ventelisterne for hjælp og vejledning til voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb, og som blandt andet søger til Center for Seksuelt Misbrugte, CSM, og Kvisten, skal barberes ned. Regeringens bud på em løsning vil fremgå af udspillet til SSA-reserven,
Kontakt:
Kommunikationskonsulent i Kvisten Cecilie Davidsen Høj email: cdh@kvistene.dk
Direktør Lisbeth Høstgaard Møller tlf.: 60707257 email: info@kvistene.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tilstromning-til-venteliste-udfordrer-okonomien-i-tilbud-til-ofre-for-seksuelle-overgreb?releaseId=13668662
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








