Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund
Med prisen Danmarks Sejeste Idrætslærer sætter Skole OL, DIF og Dansk Skoleidræt fokus på idrætsfaget. Et fag der bygger bro mellem teori og praksis, og et fag hvor elevernes trivsel og mentale sundhed sættes i centrum.
Der venter vinderen af prisen 25.000 kroner til idrætsudstyr sponsoreret af A-Sport og kurser fra Dansk Skoleidræt til alle skolens idrætslærer til en værdi af 7.500 kroner. Og en kæmpe hyldest ude på skolen sammen med alle lærere og elever.
I efteråret har elever, forældre, lærere og ledere indstillet idrætslærere til titlen som Danmarks Sejeste Idrætslærer. Det er blevet til knap 400 indstillinger fordelt i hele landet, og tre kandidater fra Sønderborg, Slagelse og Greve er nu udvalgt som finalister til prisen Danmarks Sejeste Idrætslærer.
Fokus på trivsel, faglig didaktisk kvalitet og sociale færdigheder
I år kigger juryen efter en idrætslærer, der giver eleverne en motiverende og meningsfuld undervisning, hvor sjov, motorik og sociale færdigheder går hånd i hånd. Med prisen hylder vi idrætsfaget og de mange fantastiske idrætslæreres indsats. Målet med prisen er at skabe større anerkendelse af idrætsfaget og sætte fokus på, hvor vigtigt idræt er for børn og unges trivsel og sammenhold.
Et ekspertpanel med repræsentanter fra Skole OL, DIF og Dansk Skoleidræt udvælger vinderen af prisen på baggrund af alle indstillingerne og interview med de tre finalister. Prisen uddeles i starten af februar.
Jette favner alle elever og skaber trivsel i idrætstimerne
Jette Brostrup Jensen fra Vemmelev Skole i Slagelse er en af de mere rutinerede idrætslærer med sine mere end tyve års erfaring. Jette går foran og differentierer sin undervisning, så både idrætsvante og idrætsuvante elever udvikler sig fagligt. Og samtidig favner hun alle elever og sætter fokus på trivsel og udvikling.
“For mig er idræt ikke bare idræt med boldspil og kolbøtter. Det er et fag, der kan så meget mere. Jeg ved, at jeg er engageret og lægger masser af energi i min undervisning, men det giver så meget tilbage. For mig er det vigtigt at have snakke i omklædningsrummet med udskolingspigerne, og her har vi både de sjove, men også mere alvorlige snakke, og dem synes jeg er betydningsfulde i forhold til relationen. Og selvom jeg er en ældre kvinde, så er jeg med i undervisningen, og jeg er ikke bange for at udfordre drengene i en planke. Jeg vægter relationen rigtig højt, for så kan jeg mærke, at eleverne trives bedre,” siger hun.
Ida indførte ‘Gå glad i bad’ på skolen
IdaScheving Nielsen fra Kroggårdskolen i Greve var med til at indføre et nyt tiltag på skolen ‘Gå glad i bad’, da hun lod mærke til, at der efter corona var flere børn, der ikke havde lyst til at gå i bad sammen. Hun sørgede for at løbe shampoo, cremer og højtalere til at spille musik, så hun fik skabt et hyggeligt og trygt rum.
“Jeg oplever desværre, at nogle børn og unge har et forskruet billede af, hvordan kroppen skal se ud. Derfor er det vigtigt, at de får set, hvor forskellige kroppe kan se ud i forhold til unge på deres egen alder. Skabe et nuanceret billede af kroppen, og så giver det helt klart også noget socialt samvær samtidig. En form for tredje halvleg,” siger Ida Scheving Nielsen, der får beskeder fra forældrene om, at det betyder meget for deres børn.
“Flere af eleverne åbner også op og fortæller om deres liv. Og jeg tror, at det er fordi der bliver skabt en trygt rum,” siger hun.
Lene fokuserer på relationer og brobygning til idrætsforeningerne
Lene Steensgaard Meier fra Humlehøj-Skolen i Sønderborg var tovholder på ‘foreningseftermiddag’, hvor forældrene fra 0.-6. klasse kunne møde forskellige foreninger og høre om deres tilbud. Herudover går Lene meget op i relationen til eleverne.
“Jeg synes, at idrætten kan skabe en relation til eleverne på en anden måde end i de andre fag. Til idræt er der en struktur, men der er lidt løsere rammer, hvor der er tid til at tale mere med børnene eller observere dem på en anden måde, end jeg kan i matematik. Jeg fornemmer også, at de oplevelser eleverne har i idræt er med til at knytte dem tættere sammen som klasse, for bevægelse gør altså noget særligt for sammenholdet,” siger Lene Steensgaard Meier.
Yderligere information:
Janni Thrane, projektleder Skole OL: eller +45 28 86 84 02
Siska Bengtsson, kommunikationskonsulent Skole OL: eller +45 20 94 41 49
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/er-jette-ida-eller-lene-danmarks-sejeste-idraetslaerer-?releaseId=13668572
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **