PRM / Hess Is More og Sort/Hvid samarbejder om ny version af prisvindende koncert

    Pressemeddelelse fra Sort/Hvid

    Hess Is More med medlemmer fra begge sider af Atlanten modtog særprisen Jazz Danmark-prisen for Årets koncertoplevelse ved Danish Music Awards Jazz 2022. De modtog prisen for koncertrækken Apollonian Circles. Nu bliver koncerten genskabt i en helt ny version, når Hess Is More slår sig sammen med teatret Sort/Hvid. Sammen skaber vi den iscenesatte koncert APOLLONIAN BLACKOUT, der opføres 15 gange fra den 9. til den 25. februar 2023.

    Et kæmpe bord dækket op med instrumenter og rekvisitter danner rammen om dette musikalske festmåltid. Koncerten udfoldes af de syv musikere på og omkring bordet. Klædt i rober af designer Henrik Vibskov leder musikerne publikum gennem livets stadier ind i en apollinsk blackout. Musikken bringer traditionen tro hilsener fra den store Hess Is More-sangbog, men består overvejende af nye kompositioner. Det handler (ligesom alt andet) om livet og om døden – tension and release, fortæller trommeslager Mikkel Hess, der står i spidsen for Hess Is More og medvirker i APOLLONIAN BLACKOUT.

    Fra New York til København
    Hess Is More startede i 2003 som et elektronisk soloprojekt for musikeren Mikkel Hess, men er siden vokset til et stort ensemble af medlemmer fra København og New York, der varierer og udvides fra projekt til projekt. De har fra begyndelsen ladet sig inspirere af og samarbejdet med andre kunstarter.

    Ensemblet har rødder i New York, hvor Mikkel Hess boede i en årrække. Her inviterede han kontinuerligt nye kunstnere med til sine faste torsdagskoncerter på Manhattan-klubben Nublu. Det gav mange interessante møder mellem forskellige kunstgenrer. Som special guests havde de for eksempel en digter, kunstnere som FOS og Goodiepal og en Walt Whitman-imitator. Ud af disse koncerter voksede en lyd, der er både er akustisk, elektronisk og i konstant forandring præget af de skiftende medlemmer, som indgår i koncerterne.

    Sort/Hvid er scene for musikdramatik
    Sort/Hvid blev i 2021 udvalgt af Statens Kunstfond som scene for musikdramatisk udvikling. I perioden 2021-2024 er Sort/Hvid derfor centrum for musikalske værker på tværs af form og genrer, der udvikler rammerne for, hvad musik og teater kan sammen. APOLLONIAN BLACKOUT er en del af denne udforskning.

    I APOLLONIAN BLACKOUT medvirker Mikkel Hess (trommer og vokal), Raisa Castro (Vokal og Percussion), Maria Faust (Saxofon), Michael Demsyn-Hanf (Vibrafon), David Mason (Elektroniske trommer), Ida Duelund (Bas), Rasmus Vestervig (Guitar), og Nikolaj Hess varmer op, mens publikum ankommer til teatret. Den musikalske oplevelse iscenesættes af Mikkel Hess, Tue Biering, Christian Friedländer og Dicki Lakha. Lyddesign skabes af Morten Kolbak og lyddesign af Bjørn Winnem og Simon Winnem.

    Kontakt:

    Kommunikationsansvarlig Maja Vadum Larsen tlf.: 61708979 email: maja@sort-hvid.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hess-is-more-og-sorthvid-samarbejder-om-ny-version-af-prisvindende-koncert?releaseId=13668517

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **