PRM / Vild virtuositet i Niels Viggo Bentzons klaverværker

    Pressemeddelelse fra Dacapo Records

    Udover at være en særdeles produktiv komponist, der komponerede uophørligt hele livet igennem, var Niels Viggo Bentzon (1919-2000) en virtuos pianist og en fremragende improvisator. Dette nye album præsenterer klaverværker, som Bentzon selv selv spillede for fuld udblæsning ved prestigefyldte anledninger, i nye indspilninger af den fremadstormende unge pianist Ramez Mhaanna.

    Improviserende komponist

    For Niels Viggo Bentzon var improvisation og komposition to sider af samme sag og mange af hans kompositioner fremstår som en slags frosne improvisationer.

    “Der er jo i realiteten overhovedet ikke nogen forskel på komposition og improvisation hos mig”, fortalte han i et interview i 1988. “Det eneste, jeg kan […] det er, at poterne bliver sat på klaveret på en måde, som jeg har fornemmelsen af må være rigtig i første omgang – det viser sig også i de fleste tilfælde at være rigtigt – så bevæger poterne sig en lille smule. Det er altså hænderne, der laver det”.

    Barokke træk og absurd kunst

    Værkerne Toccata, Partita og Passacaglia udgør tilsammen en værktrilogi med træk fra den barokke stil, især inspireret af Bach.

    Med Partita, det seneste af de tre værker, tager Bentzon afsked med barokken som den dominerende inspiration og åbner en dør til noget nutidigt og nyt. Værket blev færdigkomponeret i 1945, det år hvor krig blev til fred og bekymring til håb, og vi hører konflikten mellem mørke og lys som omdrejningspunkt i værket.

    Albummets fjerde værk, klaverstykkerne Træsnit, peger fremad mod senere kompositioner og var inspireret af den dadaistiske kunstnergruppe Linien II, som Bentzon selv var medlem af. I gruppen mødtes yderliggående billedkunstnere og ved udstillinger kombinerede de den visuelle oplevelse af billeder med auditive elementer, f.eks. musikstykker af Bentzon, som han selv opførte.

    Ramez Mhaanna

    Ramez Mhaanna (f. 1992) er en internationalt anerkendt dansk pianist med russisk og libanesisk baggrund. Mhaanna er uddannet fra Musikkonservatoriet Gnesin i Moskva og fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Han har turneret i Kina, optrådt ved prestigefyldte festivaler i Rusland og som solist med orkestre som Aarhus Symfoniorkester, Nordisk Kammerorkester og Qingdao Orkesteret.

    Udkommer den 3. februar 2023

    Ramez Mhaanna, klaver

    65 minutter
    CD: 8.224737

    Kontakt:

    Ansvarlig for presse og markedsføring Asta Ravn Cornelius tlf.: 22868980 email: asta@dacapo-records.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vild-virtuositet-i-niels-viggo-bentzons-klavervaerker?releaseId=13668551

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **