PRM / Hvordan genanvender vi 6 mia. strømpebukser? Frederik og Katrine har fundet svaret

    Pressemeddelelse fra Erhvervsstyrelsen

    Også mindre virksomheder kan udvikle unik teknologi, der kan danne grundlag for nye forretningsområder i den grønne omstilling. Og får de den rette støtte undervejs, kan potentialet vise sig at være rigtig stort.

    Sådan lyder historien om strømpevirksomheden Dear Denier fra København, som udvikler og sælger strømpebukser. Dear Denier er godt på vej mod en milepæl inden for bæredygtig produktion: At skabe bæredygtigt materiale af kasserede strømpebukser, der er så godt, at det kan blive til en ny råvare.

    Det teknologiske gennembrud er skabt i et demoanlæg, som Dear Denier har udviklet i samarbejde med forskere på Teknologisk Institut. Samarbejdet er skabt med hjælp fra Virksomhedsprogrammet, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse igangsatte i 2021 med 600 mio. kr. fra REACT-EU.

    I programmet har Dear Denier fået hjælp via SMV:Grøn, der understøtter SMV’er med planer om at skabe vækst og indtjening via grøn og cirkulær omstilling. SMV’erne kan få 50.000 kr. eller 150.000 kr. til at komme i gang eller videre med virksomhedens grønne planer.

    Lille, lovende anlæg

    For Frederik Drost Lewinsky, der driver Dear Denier med sin hustru Katrine Drost Lewinsky, skaber den nye teknologi en win-win-situation:

    “Op mod seks milliarder par strømpebukser kasseres hvert eneste år. De ryger i forbrændingen og skaber en masse CO2. Vores nye teknologi er et af de mest ambitiøse indsamlings- og genanvendelsesinitiativer, der er set i strømpeindustrien. Og kan vi samtidig skabe en forretning på genanvendelse, er vi på vej derhen, hvor vi gerne vil.”

    Foreløbig er der tale om et lille anlæg, der kun kan forarbejde et par strømpebukser ad gangen. Men resultaterne er meget lovende, siger Frederik Drost Lewinsky:

    “Anlægget genanvender op mod 90 pct. af materialet, og vi har opnået at skabe materiale af så høj kvalitet, at det kan bruges til produktion af sports- og badetøj og almindeligt tøj – og ikke mindst nye strømpebukser.”

    Udover selve teknologien arbejder Dear Denier på at opbygge et indsamlingssystem for brugte strømpebukser, og på længere sigt skal der findes aftagere til den genanvendte nylon. Frederik Drost Lewinsky siger:

    “Det ultimative mål er selvfølgelig at kunne lave nye strømpebukser af brugte strømpebukser. Vi har slået os sammen med forhandlere over hele verden og stillet vores genbrugsspande til rådighed gratis.”

    Virksomhedsprogrammet trækker tusinder til

    Virksomhedsprogrammet er et landsdækkende projekt med fem spor, som drives af erhvervshusene. Siden programmets start i 2021 har over 7.000 virksomheder søgt om hjælp til grøn omstilling, digitalisering, vækst og eksport.

    SMV:Grøn er et af de mest søgte spor i Virksomhedsprogrammet med over 1.700 ansøgninger. Dear Denier fik 150.000 kr. til at arbejde videre med at udvikle demoanlægget, og midlerne var en tiltrængt hjælp, siger Katrine Drost Lewinsky:

    “Det var ikke blevet til noget uden SMV:Grøn. Vi ved, at vores cirkulære løsning kommer til at bidrage markant til at løse modebranchens udfordring med overproduktion. Men vi havde ikke haft hverken økonomi eller ressourcer til at realisere løsningen selv.”

    Steven Kær Møller fra Erhvervshus Hovedstaden har som forretningsudvikler arbejdet sammen med Dear Denier, og han er imponeret over, hvad virksomheden har fået ud af pengene:

    “Dear Denier er et godt eksempel på en virksomhed, som har været på en lang rejse for at blive grøn. I SMV:Grøn fik vi gjort deres grønne udviklingsprojekt konkret og sat gang i et samarbejde med et laboratorium. Det endte med en ny teknologi, og nu står virksomheden på kanten af noget helt unikt.”

    Henriette Bøttcher, projektleder for SMV:Grøn, fremhæver, at der både er tilbud til den mindre, søgende iværksætter og den store, mere erfarne virksomhed.

    “Virksomheder, der er begyndere inden for den grønne omstilling og gerne vil i gang, får typisk den lille voucher. Og for virksomheder, som allerede har en grøn profil og har brug for en økonomisk saltvandsindsprøjtning, er voucheren på 150.000 kr. til rådgivning, investering og kompetenceudvikling en rigtig god mulighed.”

    I Dear Denier har Katrine og Frederik Drost Lewinsky store forventninger til den nye teknologi, som de har udviklet:

    “Vi tror, at vi i løbet af de næste tre til fem år har genanvendelsesanlæg kørende i fuld skala, at vi har bygget forsyningskæder og partnerskaber, og at vi er i fuld gang med genanvendelsen. Vi ser et kæmpestort potentiale i vores opfindelse – både forretningsmæssigt og for klimaet.”

    FAKTA Om Dear Denier

    Virksomhed på Frederiksberg, som udvikler, producerer og sælger strømpebukser i både Danmark og udlandet. Kundegruppen er primært B2B, og websalg udgør en stigende andel af omsætningen. Virksomheden arbejder målrettet og langsigtet på at gøre hele produktionen og alle produkter cirkulære. For at fremme den cirkulære udvikling har Dear Denier deltaget i flere erhvervsfremmeprojekter, blandt andet SMV:Grøn i Virksomhedsprogrammet og Grøn Cirkulær Omstilling.

    Dear Denier er grundlagt i 2012 af Katrine Drost Lewinsky. Hun er i dag kreativ direktør, mens hendes mand, Frederik Drost Lewinsky, er CEO.

    Læs mere om Dear Deniers arbejde med cirkulære produkter

    FAKTA Om Virksomhedsprogrammet

    Virksomhedsprogrammet er et landsdækkende program, der medvirker til grøn og digital omstilling i SMV’er i hele landet. Det sker ved at støtte virksomhedernes digitalisering, grøn omstilling, internationalisering og professionalisering i fem spor: SMV:Grøn, SMV:Digital, SMV:Vækstpilot, SMV:Eksport og SMV:Professionalisering.

    Virksomhedsprogrammet blev igangsat i 2021 med 600 mio. kr. fra REACT-EU. Programmet er i dag en signaturindsats for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, som i november 2022 bevilgede 350 mio. kr. fra Regionalfonden, Socialfond Plus og finansloven. Med midlerne er programmet forlænget til udgangen af 2025 og udvidet med sporet SMV:Professionalisering.

    Virksomhedsprogrammet drives af de seks erhvervshuse, som per november 2022 har givet over 7.000 SMV’er tilskud til rådgivning, investeringer i konkret teknologi samt kompetenceudvikling.

    Læs mere om Virksomhedsprogrammet

    FAKTA Om SMV:Grøn

    SMV:Grøn er et i Virksomhedsprogrammet, hvor SMV’er kan få tilskud til rådgivning, kompetenceudvikling og investeringer. Målgruppen er virksomheder med behov for omstilling af deres forretning til at styrke de fremadrettede vækst- og indtjeningsmuligheder via grøn og cirkulær omstilling.

    Virksomhederne kan få tilskud på enten 50.000 kr. eller 150.000 kr. – afhængigt af om de er nybegyndere inden for grøn omstilling eller har en grøn profil, som skal udvikles yderligere.

    Læs mere om SMV:Grøn på Virksomhedsprogrammets hjemmeside

    Kontakt:

    Hvis du vil vide mere om Dear Denier og virksomhedsprogrammet, kan du kontakte:
    Søren Munch, DE Kommunikation, 35 29 17 75 og sormun@erst.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hvordan-genanvender-vi-6-mia-strompebukser-frederik-og-katrine-har-fundet-svaret?releaseId=13668436

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **