PRM / Carls comeback: Mistrivslen fik en lige højre

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    Carl Boesen vil ikke huske starten af 20’erne for ret meget godt. Det var en periode i hans liv, hvor han isolerede sig i sin lejlighed i Kolding. Hvor dagene flød sammen og gik med at spille Play Station. Og hvor turene i fitnesscenteret ophørte, da Covid-19 kom forbi.

    “Jeg var i forvejen ikke den bedste rent socialt, og i gymnasietiden tog ensomheden til. Det var, som om jeg ikke passede ind, og jeg følte mig ofte akavet og udenfor, selvom jeg ikke direkte blev ekskluderet fra fællesskabet. Efter gymnasiet blev det endnu værre, og jeg røg ned i et kulsort hul mentalt,” fortæller Carl Boesen og fortsætter:

    “Jeg var deprimeret. Selvtilliden og overskuddet var lig med nul, og jeg kom ind i en negativ spiral, hvor jeg ikke havde de store tanker om mig selv og mine evner,” siger den nu 26-årige koldingenser, der i en årrække stod uden for uddannelses- og arbejdsmarkedet.

    Gode tilbud ændrede alt

    Det var en mørk tid for Carl Boesen. En tung dyne af passivitet lå over ham, men så skete der noget, der fik tilværelsen til at lysne:

    “Jeg blev introduceret til konceptet ‘Borger til Borger’ gennem lokalpsykiatrien, hvor man normalt bliver koblet til en mentor, som man skal bruge noget tid med. I stedet satte de mig sammen med en jævnaldrende pige, som var i samme situation som mig, og vi gik nogle lange ture og fik snakket en masse,” fortæller han.

    Det gjorde noget godt for ham at komme ud af lejligheden og tale med et andet menneske, der forstod hans situation til fulde. Senere startede de begge to til kickboxing på et hold for ligesindede, hvor der blev brændt energi af og frigivet en masse endorfiner på kroppens øverste etage.

    “Det var et trygt miljø at starte i, og det var vigtigt at komme ud i den virkelige verden og begå sig socialt igen. Samtidig var det fedt at bruge sig selv fysisk og mærke, at jeg var god til sporten. Jeg fik langsomt mere og mere overskud og selvtillid, så det blev en vigtig brik i min rehabilitering,” siger Carl Boesen.

    Mening og mestring

    Kickboxing-holdet er bare ét af mange bevægelsestilbud, som projektlederen for ‘Bevæg dig for livet’ i Kolding kommune har været med til at stable på benene for socialt udsatte og sårbare borgere i Kolding:

    “Aktiviteterne er en del af det projekt, vi kalder ‘Mening og mestring’. Det er et pilotprojekt for unge mellem 18 og 29 år, som står uden for uddannelse eller beskæftigelse,” fortæller Anette Hvidtfeldt.

    Ifølge projektlederen for Bevæg dig for livet, deltager cirka 240 udsatte og sårbare unge for tiden i projektets idrætstilbud i Kolding. Dertil kommer cirka 60 unge, som tidligere har været tilknyttet, men som nu “er ude af systemet”.

    “Og så har vi i en periode givet fripas til de dårligst stillede voksne i kommunen, som ellers ville vælge idrætten fra. Vi kalder det ‘Aktiv Fritid’, og den ordning har fået yderligere 120 i aktivitet,” siger Anette Hvidtfeldt.

    Koster samfundet milliarder

    En analyse fra Rockwoll Fonden viser, at udsatte og sårbare unges manglende uddannelse og lavere arbejdsmarkedstilknytning kan have livslange konsekvenser og koster samfundet 12-15 milliarder kroner om året.

    “Så ud over det rent menneskelige er det også en stor samfundsøkonomisk gevinst, når de her borgere i vores kommune kommer videre. Og her kan motion og de gode idrætsfællesskaber noget helt unikt,” siger Anette Hvidtfeldt og tilføjer:

    “Vi oplever i hvert fald, at det giver mening for vores unge, som får energi og sociale relationer gennem tilbuddene. Det gør, at de vokser og får mod på tilværelsen, og det er der i øvrigt også forskning, der understøtter.”

    Carl Boesen er altså en af dem, der nu har fundet energien til at komme videre. Han er i dag raskmeldt, fyldt med optimisme og i gang med at uddanne sig til fysioterapeut. Han er også stadig aktiv i kickboxing-klubben og er tilmed tilknyttet Borger til Borger-ordningen som mentor.

    FAKTA:

    · Flere undersøgelser viser, at der er en klar sammenhæng mellem trivsel og idrætsaktivitet. Herunder den seneste motions- og sportsvaneundersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut (Kilde: Idan).

    · Hvis man er en aktiv del af en given forening, gruppe eller organisation hver uge, er der ca. 75 procent større sandsynlighed for, at man har høj mental sundhed sammenlignet med, hvis man ikke er (Kilde: Statens Institut for Folkesundhed, SDU).

    · At være socialt udsat er ikke et fuldstændigt afgrænset og veldefineret begreb, men “bruges typisk om borgere, der enten socialt, økonomisk eller helbredsmæssigt ikke har de samme muligheder og ressourcer som andre i Danmark” (Kilde: VIVE).

    · I 2018 fremlagde VIVE en undersøgelse, hvor brugen af velfærdssystemet blandt 280.000 danskere med psykiske lidelser, misbrugsproblemer og hjemløshed blev kortlagt. Undersøgelsen viste, at denne gruppe alene i 2014 genererede udgifter til indsatser og ydelser på tværs af velfærdssystemet for 41 mia. kroner (Kilde: VIVE).

    OM BEVÆG DIG FOR LIVET:

    Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation, for idræt og motion er vigtigt for vores fysiske, sociale og mentale sundhed. Derfor har Danmarks Idrætsforbund og DGI indgået en aftale om opfyldelsen af den ambitiøse vision for dansk idræt, som støttes TrygFonden og Nordea-fonden. Bevæg dig for livet er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie og har på nuværende tidspunkt indgået aftaler med 25 såkaldte visionskommuner og mange konkrete initiativer er sat i søen inden for en lang række idrætsgrene.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Morten Friis Bolvinkel email: mbv@dif.dk

    Anette Hvidtfeldt, projektleder for Bevæg dig for livet i Kolding Kommune: Tlf. 23 83 61 29

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/carls-comeback-mistrivslen-fik-en-lige-hojre?releaseId=13668485

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **