Pressemeddelelse fra Haderslev Kommune
Det er gået stærkt med billetterne til “guld og grønne genveje messen” den 18. januar i Vojens Hallerne. I løbet af få dage blev der booket 200 billetter, og messen kan nu melde alt optaget.
På messen kan man opleve både fagpersoner og virksomheder, der arbejder med grøn omstilling og bæredygtighed. På den måde kan man let få både viden og information om grønne valg ligesom man også har mulighed for at prøve nogle af tingene af i praksis.
“Messen skal blandt andet sætte fokus på, hvad man selv kan gøre i forhold til grøn omstilling. Måske har man et ønske om at skifte til el-bil eller få en ny varmekilde, men for at man kan lave ændringerne, skal man vide, hvordan man ændrer det og hvad der findes løsninger – og det er det, vi gerne vil give borgerne mulighed for på messen”, siger Carsten Leth Schmidt, formand for Teknik- og Klimaudvalget.
Messen har været i støbeskeen i længere tid, og at den nu falder sammen med stigende priser og en energikrise er lidt tilfældigt, men det betyder omvendt, at der er rigtig stor efterspørgsel på billetterne.
“Vi har ramt noget meget aktuelt, og timingen kunne ikke være meget bedre. Mange vil gerne have tip og tricks til, hvordan de kan spare i hjemmet eller gøre tingene på en smartere eller billigere måde”, siger Bent Kloster, formand for Land- og Byudviklingsudvalget.
Et af aftenens indslag er kokken Nikolaj Kirk, der sammen med 12 borgere går på scenen og laver mad. Efterfølgende er der mulighed for at få smagsprøver.
Messen henvender sig til hele familien. Der vil være særlige aktiviteter for børn, og der er sørget for aftensmad – også vegansk. Arrangementet er gratis, men af hensyn til forplejning, skal man booke en billet på haderslev.dk/messe
*Guld og grønne genveje’ er en messe, der er arrangeret i et samarbejde mellem Teknik- og Klimaudvalget og Land-. og Byudviklingsudvalget.
Messen er kl. 17-20, men allerede fra klokken 16 kan man komme og prøve en el-bil. Vedhæftet er det fulde program.
Kontakt:
Formand for Land- og Byudviklingsudvalget, Haderslev Kommune Bent Kloster tlf.: 40 31 17 86 email: bklo@Haderslev.dk
Formand for Teknik- og Klimaudvalget Carsten Leth Schmidt tlf.: 24 65 79 16 email: cals@haderslev.dk
Landdistriktskoordinator Bitten Jensen tlf.: 24 59 15 69 email: bitj@haderslev.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gron-messe-traekker-fulde-huse?releaseId=13668448
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **