PRM / Salling Group flytter arbejdspladser

    Pressemeddelelse fra Salling Group

    I forbindelse med justeringen i markedet for onlinesalg, hvor Salling Group onsdag meddelte, at koncernen omstrukturerer og flytter føtex Hjemmelevering fra sin centrale placering i Ishøj og ud i landet til levering fra lokale Bilka-varehuse, omplacerer koncernen samtidig en række medarbejdere.

    “Formelt opsiger vi 250 fuldtidsstillinger i Ishøj og tilsvarende antal deltidsstillinger som fx studie- og fritidsjob, men vi er, helt planmæssigt, i fuld gang med at jobmatche de berørte medarbejdere med stillinger andre steder i koncernen,” fortæller HR-direktør Louise Gade.

    Salling Group gennemfører i gennemsnit 340 ansættelser om ugen alene i den danske del af sin forretning, og HR-direktøren understreger, at der således er gode muligheder for nye jobmatch.

    “Vi er konstant på jagt efter arbejdskraft, og alene i Bilka Ishøj har vi aktuelt 25 ledige stillinger. Jeg forventer derfor, at vi kan matche langt størstedelen af medarbejderne i Ishøj med stillinger andre steder i koncernen. Der vil altså reelt være tale om omplaceringer for langt de fleste medarbejderens vedkommende,” siger Louise Gade.

    Hun tilføjer, at når Bilka ToGo Hjemmelevering senere på året er klar til at gå i luften, vil der desuden blive behov for yderligere ansættelser lokalt i de Bilka-varehuse, der kommer til at servicere de nye hjemmeleverings-kunder. Samtidig er der her og nu oprettet en jobbank i samarbejde med Ishøj Kommune.

    Kontakt:

    Salling Group Group Communication tlf.: 8778 5002 email: press@sallinggroup.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/salling-group-flytter-arbejdspladser?releaseId=13668384

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **