PRM / Danske Spil: Holger Rune vinder en grand slam i 2023

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    Det er gået hurtigt for Holger Rune, siden han for præcis et år siden bankede på til verdensranglistens top 100; nu er han sågar i top 10 og nævnes blandt favoritterne til at vinde sportens allerstørste turneringer.

    Hvis man sætter en 10’er på, at Holger Rune vinder mindst en af årets fire grand slams – Australian Open, French Open, Wimbledon eller US Open – så udbetaler Danske spil 55 kroner i gevinst.

    Det lyder umiddelbart ikke af meget, men spørger man Danske Spils oddssætter, så er det ikke lave odds – det er realistiske.

    “Trods sin unge alder overraskede Holger Rune alt og alle med sin helt fantastiske sæson i 2022, og vi både tror og håber, at han kan fortsætte sin positive udvikling igen i år,” siger Danske Spils oddssætter Peter Emmike Rasmussen.

    Aldrig før sat odds på det
    Det er første gang nogensinde, at Danske Spil overhovedet har fundet det nødvendigt at sætte odds på, at en dansk herrespiller vinder en af årets fire grand slams, og derfor bliver det spændende at følge med fra start, når det for alvor går løs i 2023.

    “Vi må ikke glemme, at Holger Rune blot er teenager, og at han derfor kommer med en helt anden energi og tilgang til spillet end mange af de ældre konkurrenter. Hvis han først kommer godt i gang i en turnering, så kører han altså bare på, og så kan han være nærmest umulig at stoppe. Det så jo vi sidste år, hvor han slog fem top 10-spillere på stribe og vandt ATP Masters i Paris,” siger Peter Emmike Rasmussen.

    “Holger Rune har fire skud i bøssen, hvis han skal vinde en grand slam allerede i år: Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open. Vi vurderer, at han har størst chance for at vinde US Open, men jeg vil bestemt ikke afvise, at han allerede kan nå langt i Australian Open, hvis han ellers når at vænne sig til januar-heden i Melbourne,” siger Peter Emmike Rasmussen.

    Hvis resultaterne begynder at gå Runes vej, så kan man hos Danske Spil også spille på, at den danske tennis-komet fortsætter hele vejen til tops og ender året som nummer et på verdensranglisten. Her giver Danske Spil odds 30.

    Årets første grand slam, Australian Open, begynder i Melbourne 16. januar.

    French Open begynder i maj, Wimbledon i juli og US Open starter i slutningen af august.

    Odds på, at stjernerne vinder mindst én af årets fire Grand Slams
    Novak Djokovic 1,25

    Rafael Nadal 1,90

    Carlos Alcaraz, 2,20

    Daniil Medvedev 2,70

    Stefanos Tsitsipas 4,20

    Alexander Zverev 4,50

    Felix Auger Aliassime 4,50

    Jannik Sinner 4,50

    Nick Kyrgios 4,50

    Holger Rune 5,50

    Casper Ruud 6,00

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danske-spil-holger-rune-vinder-en-grand-slam-i-2023?releaseId=13668372

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **