PRM / Caroline Wozniacki i Sportens Hall of Fame

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    Fælles pressemeddelelse mellem DIF og Team Danmark:

    Caroline Wozniacki blev lørdag aften optaget som nyt medlem i dansk idræts fineste selskab, Sportens Hall of Fame. Den tidligere tennisstjerne var i Jyske Bank Boxen i Herning medvært på Sport 2022-showet, og i den forbindelse blev det afsløret, at hun er medlem nummer 39 i det eksklusive selskab af danmarkshistoriens bedste atleter.

    Den nu 32-årige Wozniacki kan se tilbage på en karriere, som gjorde hende til en verdensstjerne. I en tidlig alder proklamerede hun, at hun ville være verdens bedste, og det lykkedes. I alt lå hun nummer et på verdensranglisten i 71 uger, hun vandt 30 turneringer på WTA Touren, hun vandt Grand Slam-turneringen Australian Open, og hun var dansk fanebærer ved OL i Rio.

    H.K.H. Kronprins Frederik var på scenen for at overrække Caroline Wozniacki titlen som nyt medlem af Sportens Hall of Fame.

    “Det er en kæmpe ære for mig at komme med i det selskab og blive en del af dansk sportshistorie. Mange af medlemmerne har jeg støttet på stadions og foran tv’et, fra jeg var en lille pige. Det er surrealistisk og superfedt, at jeg er blandt dem nu,” siger Caroline Wozniacki.

    Ingen dansk tennisspiller har bare tilnærmelsesvist haft en karriere som Caroline Wozniacki. Derfor var der nok ikke mange andre end hende selv og hendes nærmeste, som for alvor troede på, at hun ville kunne gå hele vejen.

    “Når ingen i Danmark havde gjort noget lignende før, så kunne det være svært at tro på, at det var muligt. Derfor er jeg ekstra stolt af, at jeg fandt en måde at gøre det på. Jeg kæmpede hårdt for det, og alle mine drømme blev til virkelighed.”

    Ambassadør for Danmark

    Formanden for Sportens Hall of Fame-komité, DIF-formand Hans Natorp, er glad for at kunne byde Caroline Wozniacki velkommen i det fine selskab.

    “Caroline Wozniacki har givet dansk idræt utrolig meget. Hun har begejstret med sine flotte resultater, og så har hun været en fremragende ambassadør for Danmark ude i den store verden. Hun har vist, hvor langt man kan komme med dedikation, jernvilje og fight. På den måde er hun også en kæmpe inspiration for den næste generation af danske tennisspillere og for danske idrætsudøvere generelt,” siger Hans Natorp.

    Fakta om Caroline Wozniacki

    Født 11. juni 1990
    Tennisspiller

    Udvalgte resultater

    Sejre på WTA-touren: 30
    Grand Slam-sejre: 1 (Australian Open 2018)
    Grand Slam-finaler: 3
    Grand Slam-semifinaler: 7
    Uger som nummer et på verdensranglisten: 71
    Indtjente præmiepenge: 235 millioner kroner
    OL-deltagelser: 3 (fanebærer ved OL i Rio i 2016)

    Medlemmer af Hall of Fame-komitéen

    Hans Natorp (formand), formand for DIF
    Niels Nygaard, tidligere formand for DIF
    Morten Mølholm Hansen, direktør for DIF
    Peter Fabrin, direktør for Team Danmark
    Per Bank, CEO for Salling Group
    Jan Jensen, sportskommentator på Ekstra Bladet
    Anders Kern Boye, underdirektør i DR
    Preben Elkjær, fhv. fodboldspiller

    Medlemmer af Sportens Hall of Fame

    Caroline Wozniacki, tennisspiller (optaget i 2023)
    Sara Slott Petersen, atletikudøver (optaget i 2022)
    Rasmus Quist, roer (optaget i 2021)
    Mads Rasmussen, roer (2021)
    Mikkel Kessler, bokser (2020)
    Lotte Friis, svømmer (optaget i 2019)
    Tom Kristensen, racerkører (optaget i 2018)
    Eskild Ebbesen, roer (2017)
    Peter Gade, badmintonspiller (2016)
    Lars Christiansen, håndboldspiller (2015)
    Brian Laudrup, fodboldspiller (2014)
    Camilla Martin, badmintonspiller (2013)
    Camilla Andersen, håndboldspiller (2012)
    Hans Nielsen, speedwaykører (2011)
    Poul-Erik Høyer, badmintonspiller (2010)
    Jesper Bank, sejlsportsudøver (2009)
    Wilson Kipketer, atletikudøver (2008)
    Peter Schmeichel, fodboldspiller (2008)
    Michael Laudrup, fodboldspiller (2007)
    Anja Andersen, håndboldspiller (2007)
    Tom Bogs, bokser (2002)
    Preben Elkjær, fodboldspiller (1999)
    Morten Olsen, fodboldspiller (1998)
    Morten Frost, badmintonspiller (1997)
    Erik Gundersen, speedwaykører (1996)
    Allan Simonsen, fodboldspiller (1995)
    Leif Mortensen, cykelrytter (1994)
    Niels Fredborg, cykelrytter (1993)
    Gunnar ‘Nu’ Hansen, sportsjournalist (1993)
    Ole Olsen, speedwaykører (1992)
    Lene Køppen, badmintonspiller (1992)
    Ole Ritter, cykelrytter (1992)
    Erik Hansen, kajakroer (1992)
    Erland Kops, badmintonspiller (1992)
    Kurt Nielsen, tennisspiller (1992)
    Paul Elvstrøm, sejlsportsmand (1992)
    Lis Hartel, dressurrytter (1992)
    Ragnhild Hveger, svømmer (1992)
    Knud Lundberg, sportsjournalist, fodboldspiller mv. (1992)

    Foto til frit redaktionelt brug: Fotokredit: Lars Møller

    Kontakt:

    Formand for Danmarks Idrætsforbund Hans Natorp email: hna@dif.dk

    Kommunikationskonsulent Lars Hestbech tlf.: 23323784 email: lhe@dif.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/caroline-wozniacki-i-sportens-hall-of-fame?releaseId=13667974

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **