Pressemeddelelse fra Andel
Energi og grøn omstilling er i fokus som aldrig før. Vi har i 2022 oplevet markante udsving i energipriserne, vi hører dagligt om den globale opvarmning, og samtidig er energi også blevet en sikkerhedspolitisk faktor.
“En stabil og grøn energiproduktion og energiforsyning er i endnu højere grad end hidtil nøglen til vores fælles fremtid, vores uafhængighed og høje velfærd. Og Andel vil indtage en afgørende position i bestræbelserne på, at Danmark lykkes med at realisere denne fremtid. Vi vil producere mere vedvarende energi, investere i ladeinfrastruktur til elbiler, fremtidssikre elnettet på Sjælland og bidrage til lokal vækst. Og til dette har vi brug for et stærkt repræsentantskab som sparringspartner for bestyrelsen og direktionen”, siger Andels bestyrelsesformand Jens Stenbæk.
Der er i alt 153 pladser i repræsentantskabet, og i 2023 er der valg til 33 af dem i valgkredsene i Guldborgsund, Holbæk og Stevns kommuner. Her kan i alt cirka 80.000 andelshavere stille op og afgive deres stemme, når valget er i gang i marts 2023.
Medlemmer på tværs af køn, alder og etnisk baggrund
Om nødvendigheden af et stærkt repræsentantskab siger Jens Stenbæk:
“For at have et stærkt repræsentantskab, der afspejler vores mange andelshaveres interesser og behov, har vi brug for medlemmer på tværs af køn, alder og etnisk baggrund. På vegne af Andel vil jeg derfor komme med en særlig opfordring til unge og til kvinder om at stille op og dermed få chancen for at blive repræsentantskabsmedlem. Det er berigende, idet man både får indflydelse og mulighed for at udvikle sig fagligt, ikke mindst i forhold til energi og den grønne omstilling. Jeg håber ligeledes, at vi får kandidater med erfaring fra ledelse af større virksomheder, da repræsentantskabets medlemmer kan blive valgt til Andels bestyrelse”.
Som medlem vil der være mulighed for at udvikle sin faglighed i takt med, at man får indsigt i repræsentantskabsarbejdet, deltager i workshops og hører om de mange områder, som Andel og koncernens datterselskaber er involveret i. Det drejer sig eksempelvis om produktion af vedvarende energi, udrulning af ladeinfrastruktur til elbiler, digital ligestilling og støtte til den regionale udvikling, eksempelvis via legater til uddannelsessøgende på udvalgte erhvervsskoler, gratis elbusser på Stevns og Møn og investeringer i virksomheder med et grønt vækstpotentiale.
Supplerende fakta:
- Der er valg til repræsentantskabet hvert fjerde år ved en demokratisk afstemning blandt andelshaverne i Nordvest-, Vest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne.
- Man er andelshaver, hvis man har fast bolig, sommerhus eller virksomhed, der er tilsluttet elnetselskabet Cerius’ elnet.
- Man kan stemme fra den 1. marts til den 22. marts.
- Som medlem forventes man at deltage i 4-6 møder om året, hvor den løbende udvikling i virksomheden, energisystemet og den grønne omstilling bliver drøftet.
- Medlemmerne er med til at vælge Andels bestyrelse blandt medlemmerne i repræsentantskabet – og man kan selv stille op til bestyrelsen.
- Medlemmer honoreres med 6.000 kr. om året og 2.000 kr. per møde, man deltager i.
- Fordeling på de tre valgområder, hvor der er valg:
- Guldborgsund: 14 pladser i repræsentantskabet, 35.000 andelshavere.
- Holbæk: 14 pladser i repræsentantskabet, 34.000 andelshavere
- Stevns: 5 pladser i repræsentantskabet, 11.000 andelshavere.
Yderligere oplysninger:
Andels presseafdeling
Tlf: 2170 3101
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/er-du-andels-nye-energikilde?releaseId=13667725
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **