PRM / Overskudsdeling til alle: GF-kunder sparer mere end en kvart milliard

    Pressemeddelelse fra GF Forsikring

    De mere end 340.000 GF-medlemmer får en lun start på det nye år. Med mere end 260 mio. kroner sørger overskudsdelingen nemlig for, at priserne på medlemmernes forsikringer ikke tager himmelflugten.

    – Vi har gjort regnskabet op, og jeg er meget glad for, at vi i 2023 kan dele mere end 260 mio. kroner med vores medlemmer. I GF har vi ikke sat priserne op udover den almindelige indeksregulering. Som medlemsejet selskab har vi en særlig forpligtelse til at strække os ekstra for vores medlemmer, og i en situation som denne kommer overskudsdelingen for alvor til sin ret, siger Mark Palmberg, adm. direktør for GF Forsikring.

    Overskudsdeling trods inflation
    2022 har været et udfordrende år på mange måder. Året var kun lige begyndt, da krigen i Ukraine brød ud – og med den fulgte en stigende inflation i samfundet. Alligevel kan GF Forsikring dele et stort overskud med alle sine medlemmer.

    – En del af forklaringen er den gode adfærd blandt vores medlemmer, som igen i år har været rigtig gode til at forebygge skader, hvor vi bl.a. har set et fald i antallet af indbrud. Og så har vi, hvis vi ser bort fra stormene Malik og Nora i begyndelsen af året, været forskånet for de voldsomme vejrbegivenheder, som mange af landene omkring os har oplevet, forklarer Mark Palmberg.

    Helt konkret får det enkelte medlem overskudsdelingen i form af en særlig rabat i procent, der trækkes fra prisen på forsikringerne, når de skal betales i årets løb. På bilforsikringen er overskuddet i gennemsnit 13,7 procent. På de andre private forsikringer er overskuddet på 6 procent – og på erhverv er tallet 4 procent.

    Grundtanken hos GF Forsikring har siden stiftelsen i 1967 været, at medlemmerne skulle dele årets overskud. Alene siden 2015 er det blevet til mere end 1,4 mia. kroner.

    Kontakt:

    GF Forsikrings pressetelefon tlf.: +45 70 22 00 75 email: presse@gfforsikring.dk

    Kommunikation & Presse Rasmus Damkjær email: presse@gfforsikring.dk

    Kommunikation & Presse Rasmus Gade tlf.: +45 25 57 20 20 email: presse@gfforsikring.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/overskudsdeling-til-alle-gf-kunder-sparer-mere-end-en-kvart-milliard?releaseId=13667592

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **