PRM / Femern Bælt bliver nyt innovations-knudepunkt

    Pressemeddelelse fra Erhvervshus Sjælland

    Mindst 30 danske og tyske virksomheder får skruet godt op for ide-produktionen, når en række nye samarbejdsmuligheder bliver en realitet fra 1. april 2023. Det står klart efter at en række nye aktiviteter på tværs af Femern Bælt nu har fået grønt lys og finansiering af både EU og Region Sjælland.

    Aktiviteterne kaldes Fehmarn Belt Innovation, i daglig tale FBI, og de skal styrke danske og tyske virksomheders samarbejde om innovation – på tværs af Femern Bælt.

    “Femern Bælt-forbindelsen vil åbne en række nye muligheder for virksomheder, som vil skabe nye produkter, ydelser eller nye forretningsideer på tværs af bæltet. Målet med den nye indsats er kort sagt at sikre virksomhederne fuldt udbytte af både selve tunnelbyggeriet og af den ny situation, vi står i, når tunnelen står færdig,” siger projektleder Morten Pristed fra Erhvervshus Sjælland, der er tovholder på FBI.

    Finansieringen af det ambitiøse projekt faldt endelig på plads i går efter at en bevilling fra EU’s ‘Interreg 6A Tyskland-Danmark-program’ og Region Sjælland var givet den 15. december.

    Viden fra begge sider af Femern Bælt

    Innovative forretningsideer er i fokus i indsatsen, der begynder 1. april 2023 og løber helt frem til 31. marts 2026.

    Indsatsen bygger på bidrag fra både tyske og danske vidensinstitutioner, men projektet vil bruge den nye viden i virksomhedernes praktiske virkelighed. Projektet vil også skabe samarbejder om fælles maritime og marine udfordringer samt se på de fælles store udfordringer, der er indenfor fødevarer og biotek.

    “Der er meget innovation og udviklingsarbejde knyttet til det ambitiøse anlægsprojekt: Dels er der den rent tekniske front, når man bygger verdens længste sænketunnel, men der er også store ambitioner på miljøfronten. Det er disse ambitioner, der nu skal omsættes i bl.a. nye forretningsideer,” siger Morten Pristed.

    Projektets deltagere vil bl.a. arbejde med at optimere byggeri ved hjælp af nye teknologier som droneovervågning, dybhavsvideo, optimeret udluftning og AI-styring. Men projektet vil også arbejde med at minimere brug af vand, energi og andre ressourcer i anlægsprojekter.

    “Ved at inddrage uddannelsesinstitutioner på begge sider af Femern Bælt og knytte dem til Femern Fyrtårnets videns- og læringscenteret i Rødby, så opnår vi, at nyeste viden flyder bedst muligt mellem praksis og læring. Vi håber, at det giver luft under vingerne til nye innovative forretningsideer,” siger Morten Pristed.

    Virksomhederne vil få hjælp og vejledning af forretningsudviklere fra Erhvervshus Sjælland og Business Lolland Falster.

    Fakta om Femern Bælt Innovation

    Femern Bælt Innovation skal bidrage til at skabe innovation og erhvervsudvikling indenfor bygge og anlæg, det maritime og marine område, samt fødevarer og biosolutions i Femern Bælt-regionen.

    Indsatsen begynder 1. april 2023 og løber frem til 31. marts 2026

    Det forventes, at mindst 30 virksomheder deltager i projektet i et samarbejde med regionens erhvervsfremmeaktører og videninstitutioner på begge sider af bæltet.

    Projektet har et samlet budget på 16,3 mio. kr. Tilskuddet fra EU’s ‘Interreg 6A Tyskland-Danmark-program’ er på 10,6 mio. kr., mens Region Sjælland har givet 1 mio. kr. til projektet. De økonomiske partnere bag projektet finansierer selv de resterende ca. 4,7 mio. kr.

    Erhvervshus Sjælland er projektleder.

    På den danske side er de økonomiske partnere

    • Business Lolland Falster
    • Sjællands Erhvervsakademi Zealand – bygningskonstruktør-uddannelsen
    • Roskilde Universitet – Center for Maritim og Marine Forskning
    • Knowledge Hub Zealand
    • Erhvervshus Sjælland

    På den tyske side er de økonomiske partnere

    • Technikzentrum Lübeck
    • Wirtschaftsförderung Lübeck
    • Kieler Wirtschaftsförderung
    • Technische Hochschule Lübeck (Bauwesen/bygningsområdet)

    Netværkspartnere på begge sider af Femern Bælt:

    Danske Maritime, Maritimes Cluster Norddeutschland (Kiel), TransMarTech (Kiel), klyngen We Build Denmark, en af Europas største forskningsinstitutioner Fraunhofer (Lübeck), Energie Cluster Digitales Lübeck, Dansk Industri, Food and Bio Cluster Denmark, Carl Albrecht Universität (CAU, Kiel) og Næstved Kommune.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Jon Arskog email: jar@ehsj.dk

    Morten Pristed email: mpr@ehsj.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/femern-baelt-bliver-nyt-innovations-knudepunkt?releaseId=13667408

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **