PRM / To kommuner får tilskud til at reducere CO2-udledningen med ny teknologi

    Pressemeddelelse fra Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet

    Nye teknologier og digitale løsninger kan være med til at sætte skub i den grønne omstilling. Netop derfor er der på finansloven 2022 skabt en tilskudspulje på i alt 142,8 mio. kr. i 2022-2025, som kan støtte offentlige projekter indenfor velfærd, grøn omstilling og mangel på arbejdskraft.

    Efter en gennemgang af projektforslagene er der nu udvalgt to projektforslag fra henholdsvis Aarhus Kommune og Høje Taastrup Kommune i partnerskab med en lang række andre kommuner, regioner og øvrige aktører. Begge indeholder løsninger, som går på tværs af flere myndigheder og har dokumenteret effekt i forhold til at reducere CO2-udledningen og afbøde effekterne af klimaforandringer.

    Digitaliserings- og ligestillingsmister Marie Bjerre glæder sig over, at de to projekter nu bliver tildelt støtte.

    “Danmark skal være i førertrøjen, når det gælder digitalisering og grøn omstilling. Vi gør det allerede godt i dag. Men skal vi bevare – og udbygge – vores position som digitalt og grønt foregangsland, kræver det fortsat nye digitale løsninger og teknologier. Det leverer begge disse projekter på,” siger digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre

    Du kan læse mere om de to projekter herunder:

    1. Aarhus Kommune – FleetOptimiser

    Aarhus Kommunes partnerskab modtager 10 mio. kr. til at udbrede løsningen “FleetOptimiser”, der er et intelligent flådestyringsværktøj. FleetOptimiser er et værktøj, som gennem dataanalyse understøtter omstillingen af en flåde af fossilbiler til klimavenlige alternativer. Det gør den blandt andet ved at simulere kørte ruter (med fossilbiler) med nye køretøjer (cykler og elbiler) og vise den mulige reduktion af CO2-udledning og økonomiske besparelse. Løsningen er udviklet i forbindelse med et tidligere signaturprojekt og anvendes i dag af tre kommuner med stor succes. I det nye projekt skal løsningen udbredes til endnu flere, hvor Aarhus Kommune i partnerskab med 10 andre kommuner, to regioner samt en statslig styrelse, går sammen om at ibrugtage løsningen.

    2. Høje Taastrup Kommune – Ressourcebesparelser i kommunale bygninger

    Høje Taastrup Kommunes partnerskab modtager 5 mio. kr. til at implementere en databaseret løsning, der skal skabe mulighed for at mindske el-, varme- og vandforbruget i bygninger. Projektet vil anvende et analyseværktøj baseret på kunstig intelligens, der blandt andet kan identificere kommunale bygninger, der har et afvigende forbrug af el, vand og varme, så der hurtigt kan rettes op på fejl, samt anslå hvor stor energibesparelse der kan opnås ved udførelse af konkrete forbedringstiltag.

    Løsningen har i tidligere afprøvninger vist meget lovende resultater. Projektet er et partnerskab mellem Høje Taastrup Kommune og fire andre kommuner, Gate21 og GovTech Midtjylland.

    Om tildelingen af midler

    Midlerne er i 2022 tildelt gennem to åbne ansøgningsrunder, hvor offentlige myndigheder har haft mulighed for at søge støtte til konkrete projekter. Andet og sidste puljeopslag havde deadline 1. november, og her var det muligt at søge op til 15 mio. kr. til ibrugtagelse af digitale løsninger, som kan reducere CO2-udledningen eller bidrage til klimatilpasning.

    Læs mere om tilskudspuljen for nye teknologier her.

    Kontakt:

    Presserådgiver Michael Højgaard Bang email: mihb@im.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/to-kommuner-far-tilskud-til-at-reducere-co2-udledningen-med-ny-teknologi?releaseId=13667418

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **