PRM / Udenrigsministerens første rejse går til Berlin

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Danmark og Tyskland har et nært og stærkt forhold. Samtidig er Tyskland en helt central spiller i Europa. Det er regeringens ambition at styrke den dansk-tyske alliance yderligere. Derfor går første rejse for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til Berlin.

    Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

    “Det er ikke tilfældigt, at min første rejse går til Berlin. Tyskland er blandt Danmarks allertætteste allierede, både når det kommer til sikkerhed, handel og klima. Derfor ser jeg meget frem til at møde mine tyske kollegaer i dag. Det er klart, at krigen i Ukraine kommer til at stå øverst på dagsordenen. Der er brug for, at vi europæiske naboer tager ansvaret på os. Og så er besøget en god anledning til at tale om, hvordan vi kan arbejde videre med handlingsplanen for et styrket dansk-tysk samarbejde.”

    Under sit besøg skal udenrigsministeren mødes med den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock. Her vil fokus være på Ruslands krig i Ukraine, energi og handlingsplanen for styrket dansk-tysk samarbejde, som blev lanceret i København i tidligere på året. Planens mange tiltag på energi, grøn omstilling, sundhed, digitalisering, stabilisering mv. skal nu omsættes til handling.

    Udenrigsministeren skal også mødes med den tyske europa- og klimaminister Anna Lührmann. Her vil fokus særligt være på de EU-sager, hvor Tyskland som en af Europas mest toneangivende aktører, står helt centralt.

    For yderligere kontakt: Ledende presserådgiver for udenrigsministeren Victor Boysen // 20 18 95 93 // vicboy@um.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/udenrigsministerens-forste-rejse-gar-til-berlin?releaseId=13667387

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **