PRM / Gentofte, Holbæk og Odense er med i opløbet om prisen som Årets Ungdomskommune 2023

    Pressemeddelelse fra DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd

    I mere end 15 år har DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd – uddelt prisen som Årets Ungdomskommune til en kommune i Danmark, der gør noget ekstraordinært for børn og unge. Og i år er ingen undtagelse. Prisen er en anerkendelse af de kommuner, der går forrest i arbejdet med ungeinddragelse, forbedring af unges livsmuligheder og det gode ungdomsliv. Prisen består af titlen som ‘Årets Ungdomskommune 2023’ og 10.000 kroner, der er øremærket ungeområdet i vinderkommunen. Både kommuner, foreninger eller enkeltpersoner kan indstille deres kommune til Årets Ungdomskommune. I år er der indleveret mange stærke indstillinger, og dommerpanelet har voteret og udvalgt de tre bedste, der er videre i opløbet.

    I alfabetisk rækkefølge er følgende kommuner gået videre: Gentofte, Holbæk og Odense. Vinderen, andenpladsen og tredjepladsen afsløres i januar/februar 2023.

    “Der har været nogle rigtig gode indstillinger til Årets Ungdomskommune i år. Det bekræfter os i, at mange kommuner lægger sig i selen for at skabe det gode ungdomsliv. Nogle har et stærkt og vedvarende fokus på at give unge indflydelse på kommunens udvikling. Andre er ekstraordinært gode til at finde på nye trivselsinitiativer. Gentofte, Holbæk og Odense Kommune, der er gået videre i opløbet om at vinde prisen som Årets Ungdomskommune, har alle et stærkt ungefokus på hver deres måde” siger Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF.

    DUFs forkvinde, Christine Ravn Lund, er en del af dette års dommerpanel sammen med Maria Bruselius-Jensen, lektor ved Center for Ungdomsforskning, Madeleine Steenberg Williams, forkvinde for Danske Gymnasieelevers sammenslutning og Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens kommune, der vandt prisen sidste år.

    Om Årets Ungdomskommune

    Prisen “Årets Ungdomskommune” blev stiftet i 2006 af DUF og uddeles i dag som en anerkendelse af de kommuner, der går forrest for at sikre gode vilkår for unge. I bedømmelsen bliver der særligt lagt vægt på, hvordan kommunen forbedrer unges deltagelse, udfoldelsesmuligheder og levevilkår – gerne ved at skabe gode rammer for frivilligt arbejde med børn og unge.

    Kontakt:

    DUFs pressetelefon tlf.: 22109005 email: presse@duf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gentofte-holbaek-og-odense-er-med-i-oplobet-om-prisen-som-arets-ungdomskommune-2023?releaseId=13667064

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **