PRM / Tilskud til bredbånd til over 2700 hjem og virksomheder

    Pressemeddelelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

    Adgang til hurtigt og stabilt bredbånd er en vigtig forudsætning for at skabe sammenhæng mellem land og by – og på tværs af landsdelene. Bredbåndspuljen skal bidrage til at sikre god bredbåndsdækning i lokalområder, hvor der ikke er udsigt til at markedet kommer til at sørge for det.

    “De adresser, der nu får tilskud, er nogle af dem, der har sværest ved at få adgang til hurtigt bredbånd. 100 millioner kroner til hurtigere internet er ikke bare en tidlig julegave – det er også et vigtigt bidrag til, at danskerne kan bo og drive virksomhed i hele landet,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

    I alt er mere end 100 millioner kroner på vej til godt 2700 adresser i Danmark.

    “Der skal være gode rammer for at leve, arbejde og uddanne sig i alle dele af Danmark. Det er vigtigt både for sammenhængskraften i vores land og for udviklingsmulighederne i landdistrikterne. Det glæder mig derfor, at hurtigt internet nu udbredes til flere tusind nye adresser i de tyndt befolkede områder,” siger minister for landdistrikter Louise Schack Elholm (V).

    Det gennemsnitlige tilskud pr. adresse ligger på godt 39.000 kr. Det er højere end tidligere. Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI) vurderer, at det blandt andet kan skyldes generelle prisstigninger i samfundet, og at adresserne ligger mere spredte end tidligere.

    “Det er blevet nemmere for projekter med mere spredt beliggende adresser at kvalificere sig til tilskud. Og spredte adresser giver typisk højere etableringsomkostninger,” fortæller vicedirektør Morten Hvidberg fra SDFI.

    For at få tilskud fra den almindelige ordning skal man slå sig sammen lokalt og organisere et bredbåndsprojekt, der kan søge om samlet tilskud til hurtigt bredbånd. Der er i 2022 givet fuldt tilskud til 94 projekter med i alt 2.447 adresser, som alle ligger i landzone.

    Godt en fjerdedel af dem ligger så afsides, at de har fået ekstra point i den pointmodel, der afgør, hvilke projekter der står først i kø til at få tilsagn om tilskud.

    Tilskud til de mest isolerede
    Som noget nyt har de mest isolerede adresser i år også haft mulighed for søge om tilskud uden at skulle slå sig sammen med andre. I alt har 273 adresser fået tilskud fra denne ordning – og de er alle beliggende i landzone. Godt 80 pct. ligger i Region Midtjylland (163 adresser) og Region Nordjylland (65 adresser).

    Tilskudsniveauet er højt under den særlige ordning. Det høje tilskudsniveau under den særlige ordning skyldes, at det er adresser, der generelt ligger så isolerede, at det er svært for dem at komme med i projekter under den almindelige ordning. Det samlede tilskud til de 273 adresser udgør 16,4 mio. kr.

    Fakta om Bredbåndspuljen

    • Bredbåndspuljen er målrettet adresser i land- og sommerhuszoner (boliger, virksomheder og sommerhuse) med dårlig bredbåndsdækning – og hvor der ikke foreligger en konkret plan for bedre dækning inden for en periode på tre år.
    • For at være berettiget til tilskud må det ikke må være muligt at få en bredbåndsforbindelse med en hastighed på mere end 30 Mbit/s download og 5 Mbit/s upload.
    • Der har i 2022 været cirka 36.000 tilskudsberettigede adresser. Heraf har cirka 2.000 adresser haft mulighed for at søge under den særlige ordning for enkeltstående adresser.
    • Bredbåndspuljen er efterspørgselsdrevet. Man skal slå sig sammen lokalt og organisere et projekt, som kan søge om tilskud. De adresser, som var omfattet af den særlige ordning for enkeltstående adresser, kunne dog søge om tilskud uden at slå sig sammen med andre.
    • I 2022 skulle deltagende adresser bidrage med en egenbetaling på mindst 2.000 kr. i gennemsnit pr. adresse. Den bredbåndsudbyder, som står for udrulningen i projektet, skulle bidrage med mindst 4.000 kr. pr. deltagende adresse.
    • Der er givet tilskud for i alt 112,4 mio. kr. i 2022. Midlerne kommer først og fremmest fra en bevilling på 97 mio. kr. på finansloven. Derudover har der været et tilbageløb af midler fra projekter, som har fået tilsagn tidligere år.

    Yderligere information om Bredbåndspuljen kan findes hos Styrelsen for Dataforsynings og Infrastruktur.

    Spørgsmål til Bredbåndspuljen kan rettes til presse- og kommunikationskonsulent i SDFI René Thunø: 7254 5754, retje@sdfi.dk og chefkonsulent i SDFI Henrik Kjær: 5114 5376, hkj@sdfi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tilskud-til-bredband-til-over-2700-hjem-og-virksomheder?releaseId=13667318

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **