PRM / Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensens kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for oktober 2022

    Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

    I oktober 2022 var der 2.970.800 personer i job. Det er 1.700 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,1 procent. Siden starten af 2022 er der dermed kommet 54.500 flere beskæftigede til.

    Ser man på den private sektor, er der kommet 300 flere lønmodtagere fra september til oktober måned. I samme periode er der kommet 1.400 flere offentligt ansatte.

    Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

    – Som ny beskæftigelsesminister er det selvsagt en fuldkommen fantastisk nyhed, at beskæftigelsen nu stiger igen efter den meget flotte rekord, der blev sat tilbage i september. Det er glædeligt ikke alene for de mange mennesker, som er blevet en del af det arbejdende fællesskab, men for hele vores samfund. Og ikke mindst giver det os et stærkt fundament at stå på i de her økonomisk usikre tider.

    – Selvom vi er kommet meget langt med at styrke beskæftigelsen, er vi dog ikke i mål. Jeg ser derfor frem til at trække i arbejdstøjet og gøre mit for, at den gode udvikling fortsætter Vi skal have endnu flere med i det arbejdende fællesskab. Det gælder for eksempel dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet og vores mange dygtige og erfarne seniorer, der kan og vil arbejde længere.

    – Konkret planlægger vi i regeringen at sætte gang i reformer, der på sigt vil øge beskæftigelsen med 45.000 personer. Det bliver langtfra nogen nem opgave, men det er helt nødvendigt for at fremtidssikre vores fantastiske samfund og arbejdsmarked. Og det er en opgave, jeg ser meget frem til at finde gode og bæredygtige løsninger på sammen med Folketingets partier og arbejdsmarkedets parter.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/beskaeftigelsesminister-ane-halsboe-jorgensens-kommentar-til-lonmodtagerbeskaeftigelsen-for-oktober-2022?releaseId=13667266

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **