Pressemeddelelse fra Danmarks Frie Forskningsfond
11 skolarstipendier som startskud til forskerkarrierer
11 talentfulde studerende får nu mulighed for at beskæftige sig med videnskabeligt arbejde, der kan skærpe interessen for en videre videnskabelig karriere. Det er Danmarks Frie Forskningsfond | Sundhed og Sygdom, som har uddelt bevillinger for lidt over 1,8 mio. kr., og midlerne giver de studerende mulighed for at fordybe sig i deres projekter i et ekstra semester.
De studerende skal bl.a. se på hvilken betydning moderens blodsukkerstatus under graviditet har for barnet kropssammensætning, en ny metode til at identificere patienter i høj risiko for at udvikle blodprop i ben eller lunger, samt hvordan man bedre kan forudsige udviklingen af kronisk leddegigt.
Det er de studerendes vejledere, som indsender ansøgning og modtager bevilling.
To forskere skal på forskningsophold i udlandet
Danmarks Frie Forskningsfond | Samfund og Erhverv har bevilliget ca. 570.000 kr. til to forskningsophold i udlandet. Med bevillingerne kan forskerne rejse til nogle af verdens førende universiteter og fordybe sig i deres forskning og på sigt være med til at styrke internationaliseringen af samfundsvidenskabelig forskning.
Evald Bundgård Iversen fra Syddansk Universitet skal til Griffith University i Australien for at undersøge civilsamfundet som er en kraft, der kan holde liv i og skabe udvikling i landdistrikterne, og Henrik Palmer Olsen fra Københavns Universitet skal til Paris for at undersøge, hvordan juridisk arbejde og beslutningstagning kan understøttes med kunstig intelligens på en måde som samtidig fremmer overholdelse af retsstatslige principper.
Eksplorative netværk og tidsskrifter skal fremme den humanistiske forskning
Danmarks Frie Forskningsfond | Kultur og Kommunikation har uddelt 3,4 mio. kr. til humanistiske tidsskrifter og eksplorative netværk.
Der er uddelt midler til fire eksplorative netværk baseret hos Roskilde Universitet, Aalborg Universitet, Arkitektskolen Aarhus og Aarhus Universitet. Her etablerer forskerne bredt sammensatte forskernetværk, der bl.a. skal se på, hvordan man kan udvikle kulturpolitikken, så den tilsvarer det moderne samfund vi lever i, samt hvordan arkitekturen kan bringe landskabet og byggeriet tættere på hinanden for at genoprette en bæredygtig udvikling ved udnyttelse af naturmaterialer i byggeri.
Formålet med de eksplorative netværk er at styrke et bredt funderet samarbejde mellem forskelligartede danske og gerne internationale forskningsmiljøer med potentiale til videnskabelig nytænkning.
Der er bevilget 590.000 kr. til fem tidsskifter, som formidler humanistisk forskning af høj videnskabelig værdi og understøtter internationalisering.
Der er bl.a. givet midler til tidsskriftet “Temp – tidsskrift for historie”, som er et dagsordensættende og ideudviklende historiefagligt tidsskrift, der også debatterer aktuelle udviklinger i historiefaget, og til tidsskriftet “Tidsskriftet Læring og Medier”, som formidler forskning til den danske uddannelsessektor og uddannelsesforskning med fokus på it og digitale medier.
Kontakt:
Presse og kommunikation Berit Bader Lemming email: bbl@ufm.dk
Områdeleder Lisbeth Eilersgaard Christensen tlf.: +45 72 31 84 17 email: lec@ufm.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/58-mio-kr-fra-danmarks-frie-forskningsfond-stotter-dansk-forskning-i-ind–og-udland?releaseId=13667257
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **