Pressemeddelelse fra Norlys
Energi- og telekoncernen Norlys har indgået en rammeaftale med KAB, der bygger, udlejer og administrerer almene boliger – primært i hovedstadsområdet. KAB er Danmarks største boligadministrationsselskab, og aftalen betyder, at op mod 65.000 boliger kan få mulighed for adgang til Norlys’ åbne fibernet.
– Vi vil gerne give de bedste services til boligorganisationerne og beboerne i KAB-Fællesskabet. Med muligheden for at få fibernet fra Norlys får beboerne en enkel og fleksibel løsning, hvor de frit kan vælge mellem 12 udbydere af internet og tv, siger Brian Schnell, driftssupportchef i KAB.
Største aftale hidtil
KAB administrerer boliger for 32 almene boligorganisationer med i alt 418 boligafdelinger i København og omegn. Samlet udgør KAB-Fællesskabet næsten 65.000 lejemål med ca. 120.000 beboere, og dermed er KAB den største administrator af almene boliger i Danmark.
– Aftalen med KAB er en vigtig del af vores rejse mod at blive landsdækkende, som vi påbegyndte i sommeren 2021. Samtidig er de tætbebyggede boligområder et strategisk vigtigt område for udviklingen af Norlys’ fiberforretning, og aftalen er den største, Norlys hidtil har indgået. Det er selvsagt en type af aftaler, vi gerne vil lave flere af, siger Torben Poulsen, direktør i Norlys Fibernet.
Rammeaftalen betyder, at Norlys kan udrulle fiberkabler og sælge fibernet til de boligorganisationer i KAB-Fællesskabet, hvor interessen er gensidig. Selve udrulningen sker uden beregning, og det er de to første afdelinger i KAB-Fællesskabet allerede interesseret i, nemlig Baunehøjparken og Mølleengen i Jyllinge, der er en del af Roskilde Nord Boligselskab.
Kontakt:
Kontakter:
Linn Friberg Frederiksen
Kommunikationspartner, Norlys Fibernet:
linfre@norlys.dk / 2094 1543
Mads Klim Jacobsen
Kommunikations- og pressekonsulent, KAB:
madja@kab-bolig.dk / 3838 1954
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-aftale-mellem-norlys-og-kab-giver-mulighed-for-fiber-til-flere-tusinde-boliger-i-hovedstadsomradet?releaseId=13666603
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **