Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Arts
“Golden Imprints of Danish Cultural Heritage. A Multi-Modal Foundation Model for Temporal Reconstructions of the Danish Golden Age”. Sådan lyder titlen på det projekt, som et forskerteam står over for at skulle undersøge.
I spidsen for projektet står lektor Katrine Frøkjær Baunvig, der sammen med lektor Kristoffer Nielbo og Center for Humanities Computing skal teste, hvorvidt den standardfortælling vi har om Guldalderen som en dannende national periode også udspiller sig, som den vi hidtil har kendt.
Måden forskerne tester det på er ved at tage udgangspunkt i et allerede tilgængeligt digitalt kulturarvsmateriale i form af både tekst og billeder fra perioden 1750-1930, som de samler til ét stort korpus. Med afsæt i kunstig intelligens-teknologi, vil forskerne efterprøve den gængse beskrivelse af de kulturelle forandringer, som perioden dækker over. Det kan betyde, at vi kan få vigtige nye indsigter i det afgørende tidsrum. Det giver gevinst på både den korte og lange bane, ifølge Katrine Frøkjær Baunvig.
“På den korte bane muliggør bevillingen, at vi kan samle dansk Guldalderdata i én stor samling som muliggør, at vi fremadrettet kan træne modeller til repræsentationer af perioden. På den lange bane skal projektet demonstrere fordelene ved at introducere en stærkere stringens og formalisme i historievidenskaben. Formålet med projektet er med andre ord ikke alene at re-evaluere udforskningen af Danmark i 1800-tallet; vi ønsker også at påvirke fremgangsmåder i studiet af hvilken som helst anden periode og hvilket som helst andet geografisk område.”
Projektet er støttet af AUFF NOVA Fonden, som netop har til formål at støtte projekter, der kan bane nye veje og dermed opnå videnskabelige gennembrud. Derudover må problemstillingen gerne rumme et opgør med eksisterende antagelser og afprøve nye metoder.
Kontakt:
Lektor Katrine Frøkjær Baunvig
Mail: baunvig@cas.au.dk
Mobil: +45 93 52 17 70
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forskningsprojekt-vil-saette-guldalderen-i-nyt-lys?releaseId=13666977
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








