Pressemeddelelse fra Røde Kors
Regntiden star for døren i Malawi, som dermed også skal forberede sig på, at kolera vil sprede sig i befolkningen. Det er ikke nyt. Det nye er, at der allerede er et større udbrud af sygdommen i landet, og at regnen de kommende måneder blot vil få sygdommen til at spredes hurtigere og med langt flere syge til følge.
“Dette udbrud er helt anderledes end de udbrud, vi tidligere har set, for det er kommet i den tørre periode og spreder sig i områder, vi ikke plejer at se kolera i. Alt er vendt på hovedet”, siger Signe Yde-Andersen, som er chef for den internationale operation i Røde Kors, bl.a. med fokus på sundhed.
Global tendens
Udover Malawi, hvor smittetallet lige nu er tæt på 13.000, er også lande som Tanzania, Zambia, Sydsudan og Etiopien ramt af koleraudbrud, og også i Mellemøsten, i lande som Syrien og Libanon, breder sygdommen sig hastigt.
“Der er tale om en global tendens, som bl.a. skyldes klimaforandringerne, fordi et stigende antal klimarelaterede katastrofer ødelægger kloakker og forurener vandet, og så kan kolera sprede sig med lynets hast. Samtidig er der tale om lande, hvor økonomien og sundhedssystemet i forvejen er presset helt i bund, så folk ikke har adgang til helt basal behandling”, siger Signe Yde-Andersen og fortsætter:
“Det er bekymrende, fordi det varsler nye tider, hvor vi skal forvente udbrud af denne slags uden for sæson”.
Støtter bl.a. med forebyggelse og behandling
Kolera er som regel nemt at kurere, men sygdommen kræver hurtig diagnosticering og behandling. Hvis der sættes hurtigt ind, kan sygdommen behandles med væske og salte, og dødeligheden holdes under en procent.
“Lige nu er dødeligheden på tre procent i de ramte områder, og det er den, fordi den ikke identificeres hurtigt nok, så folk kan komme i behandling hurtigt. Det kræver oplysning både af befolkningen og af myndigheder”, siger Signe Yde-Andersen.
Røde Kors støtter med forebyggelse og behandling i tre af de mest ramte regioner i Malawi. I Libanon omfatter hjælpen fra Røde Kors bl.a. indkøb og distribution af medicin, hygiejnesæt og desinfektionsmateriale samt træning af frivillige og personale i at identificere og forebygge spredning af kolera.
Kontakt:
For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:
3529 9699
Røde Kors.dk/presse
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rode-kors-koleraudbrud-i-ostafrika-varsler-nye-bekymrende-tider-?releaseId=13666749
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **