PRM / Tillykke med posten som landdistriktsminister, Louise Schack Elholm

    Pressemeddelelse fra Landdistrikternes Fællesråd

    Torsdag kunne den nye SVM-regering offentliggøre ministerholdet. Louise Schack Elholm (V) bliver sat i spidsen for det nysammensatte ministerium for kirke, landdistrikter og nordisk samarbejde.

    Det glæder formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, at der efter syv år igen indgår “landdistrikter” i ministertitel og ministeriets navn:

    – Først og fremmest vil jeg gerne ønske hele det nye ministerhold og ikke mindst den nye landdistriktsminister Louise Schack Elholm (V) stort tillykke. Det er positivt, at vi igen har fået en minister, der officielt bærer titlen som landdistriktsminister, siger han.

    Onsdag præsenterede SVM-regeringen sit regeringsgrundlag, der indeholdt flere gode takter i forhold til at sikre et mere sammenhængende Danmark. Derfor glæder formand Steffen Damsgaard sig til et tæt samarbejde, når ambitionerne i regeringsgrundlaget skal realiseres:

    – Vi ser frem til samarbejdet om at indfri de i regeringsgrundlaget fremlagte ambitioner om et land i geografisk bedre balance. Det er ambitioner, som strækker sig over flere forskellige ministerområder. Jeg har derfor store forventninger til landdistriktsministerens koordinerende rolle på tværs af ministerierne, men jeg glæder mig også til at samarbejde med en række af de andre ministre på holdet, siger han.

    Det nye ministerhold betyder samtidig et farvel til nu forhenværende indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S), som før var ansvarlig for landdistriktsområdet. Steffen Damsgaard takker for et tæt samarbejde og en løbende dialog om udviklingen i landdistrikterne. Der var flere gode resultater med Christian Rabjerg Madsen (S) som minister bl.a. forbedring af planloven og forøget tilskud til særligt vanskeligt stillede kommuner.

    Kontakt:

    Public Affairs Konsulent Signe Lauge Bach tlf.: 53850127 email: sba@landdistrikterne.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tillykke-med-posten-som-landdistriktsminister-louise-schack-elholm?releaseId=13666798

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **