PRM / På Lidls højlager i Køge har man på et år skånet medarbejderne for at løfte 35.000 ton tørvarer

    Pressemeddelelse fra Lidl Danmark

    I november er det et år siden, at Lidl åbnede sit nye 6.400 m2 store højlager i Køge, som dagligvarekæden har investeret et trecifret millionbeløb i at få bygget. Lageret er udstyret med en teknologi, der har automatiseret lagerfaciliteterne og skabt et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne. Her bliver pallerne eksempelvis håndteret af otte førerløse kraner, ligesom et halvautomatisk plukkesystem reducerer lagermedarbejdernes løftearbejde markant, det fortæller Zita Szlavikovics, salgsdirektør i Lidl.

    “Førhen løftede medarbejderne op til seks ton tørvarer om dagen. Det er tæt på nul nu, grundet automatisering og rotation på arbejdsområderne blandt medarbejderne. Samlet set er det 35.000 ton færre, som medarbejderne har skullet løfte manuelt på lageret i Køge, siden vi åbnede det nye fuldautomatiske højlager. Det betyder alt andet lige, at kollegerne undgår tidlig nedslidning.”

    Det er en velkendt udfordring for medarbejdere, der pakker varer, at det kræver mange tunge løft i løbet af dagen. I Lidl mente man, at det måtte kunne gøres bedre, og derfor blev der nedsat en arbejdsgruppe bestående af en logistikchef, en ekstern konsulent samt repræsentanter af lagermedarbejdere, som blev inviteret med til Holland, hvor udviklingen af de nye løsninger foregik. Processen tog omkring to år og i dag, efter kun et år i drift, har de nye metoder altså skånet lagermedarbejderne for omkring 35.000 ton løftearbejde.

    “Kroppen bliver skånet dagligt”

    I forbindelse med udformningen og moderniseringen af lageret var det især en prioritet at specialdesigne nye ergonomiske arbejdsstationer for at forbedre arbejdsforholdene for medarbejderne på lageret. Spørger man lagermedarbejderne på logistikcenteret i Køge, der håndterer alle varer til Lidls butikker på Sjælland og Bornholm, har de automatiserede processer i høj grad skånet dem i dagligdagen:

    “Vi er glade for automatiseringen. De nye arbejdsstationer fritager os for næsten alle manuelle løft, og det smarte ved det nye plukkesystem er, at alt er skub-og-træk. Det betyder, at vores krop dagligt bliver skånet, og på lang sigt betyder det også, at vi kan være i faget længere,” fortæller Michael Andersen, som har arbejdet hos Lidl i fem år, og som til daglig er plukker på højlageret i Køge, hvor han sammen med sine kollegaer, plukker tørvarer fra seks arbejdsstationer.

    Det nye højlager satte også Lidl på listen over nominerede til Arbejdsmiljøprisen 2022 i kategorien Muskel- og skeletbesvær for virksomheder, der gør noget særligt for arbejdsmiljøet til inspiration for andre – og netop dét at kunne inspirere andre, håber Lidl meget på:

    “Automatiseringen af højlageret er en stor, men vigtig investering. Den bidrager til et bedre arbejdsmiljø og gør det forhåbentlig også lettere for os at rekruttere til den del af vores organisation. At medarbejderne også selv har bidraget til løsningerne, gør kun ejerskabet endnu større. Ofte findes de bedste løsninger i fællesskab,” fortæller Zita Szlavokovics.

    Se en video om Lidls plukkesystem her:

    https://video.amr.dk/?poditemid=66153&tagsid=3669&ch=3833

    Kontakt:

    Thomas Sejersen tlf.: 76 35 00 10 email: presse@lidl.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/pa-lidls-hojlager-i-koge-har-man-pa-et-ar-skanet-medarbejderne-for-at-lofte-35000-ton-torvarer?releaseId=13666692

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **