PRM / Gymnasieelever vinder landsdækkende konkurrence med filter til drikkevandet i Malawi

    Pressemeddelelse fra Fonden for Entreprenørskab

    Elever fra Ordrup Gymnasium løb onsdag eftermiddag med sejren og 10.000 kroner i den landsdækkende innovationskonkurrence Global Goals Programme for STX-elever fra hele landet.

    – Det er virkelig fedt, fordi det er noget, vi selv har fundet på. Derfor er det også ekstra rart, at andre også kan se, at det er værdiskabende, sagde Emilie Staun Olsen fra vindergruppen.

    Med udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål har mere end 1000 elever gennem efteråret arbejdet med at finde løsninger på nogle af verdens øjeblikkelige udfordringer. Deres projekter har været en del af undervisningen i forskellige fag og dertil har de deltaget i den landsdækkende konkurrence Global Goals Programme, der bliver afviklet i et samarbejde mellem Fonden for Entreprenørskab og Røde Kors.

    Vindergruppens idé med at lave et kulfilter, der lokalt kan rense drikkevandet i Malawi, imponerede dommerne i så høj grad, at gruppen strøg forbi de nærmeste konkurrenter, da finalen blev afviklet fra et studie hos Røde Kors i København.

    Pitchet for dommere
    Elever og dommere deltog online, mens vært Sofie Østergaard samlede trådene fra studiet på Blegdamsvej. De deltagende elever og dommere havde forinden pitchet og bedømt idéerne via teamsmøder.

    – Holdet har arbejdet rigtig hårdt med både idé og verdensmål. De er nået langt og har været ambitiøse med at løse et stort problem, der ligger langt fra deres egen hverdag, sagde Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl, da han overrakte det glade budskab til eleverne.

    Andenpladsen og 6000 kroner gik til CoCommute ligeledes fra Ordrup Gymnasium for en gennemført løsning med fælleskørsel – på cykel eller i bil – til gymnasiet, så ingen ankommer alene og føler sig ensomme. Eleverne bliver bragt sammen via Lectio, som er skolens elevintra.

    Tredjepladsen og 4000 kroner blev vundet af gruppen Safe Pearls fra Øregård Gymnasium i Hellerup med idéen om en halskæde med særlige perler, der kan teste drinks for stoffer og på den måde forhindre drugrape i nattelivet.

    En særlig særpris fra Røde Kors gik til gruppen MadX fra Greve Gymnasium, der vil lave svømmetræning for etniske kvinder, da de er underrepræsenterede i svømmehaller. På sigt skal undervisningen være med til at mindske antallet af drukneulykker ved at de lærer at svømme og giver vandglæden videre til deres børn.

    Vindergruppen kan kontaktes på telefonnummer 60522258 (Olfert Sixtus Milner)

    Kontakt:

    Adm. direktør Christian Vintergaard tlf.: 28754191 email: christian@ffefonden.dk

    Christine Brasch Bækholm email: christine@ffefonden.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gymnasieelever-vinder-landsdaekkende-konkurrence-med-filter-til-drikkevandet-i-malawi?releaseId=13666673

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **