PRM / Ambitiøst regeringsgrundlag kalder på forventningsafstemning hos borgerne

    Pressemeddelelse fra KL

    “Det nye regeringsgrundlag er meget ambitiøst, og der er rigtig meget, vi ser frem til at drøfte med regeringen. Der bliver lagt nogle spændende reformspor på nogle af de områder, vi har fremhævet som afgørende, og hvor vi i kommunerne ser frem til at spille en central rolle fx i forhold til at skaffe mere arbejdskraft og sætte turbo på klimaindsatsen,” siger KL’s formand Martin Damm og fortsætter:

    “Men regeringen vil tage en del penge ud af velfærden. Det kalder på en grundlæggende snak om, hvad vi stiller borgerne i udsigt. Der skal være balance mellem, hvad vi lover borgerne, og hvad de kommer til at opleve i deres hverdag og i mødet med det offentlige. Dén forventningsafstemning skal vi hjælpes ad med. Det er ikke kommunerne og den enkelte medarbejder, der i mødet med borgerne skal stå alene med den opgave.”

    Vigtigt med stærk kommunal inddragelse

    Regeringen vil bl.a. nedlægge jobcentrene og spare 3 mia. på beskæftigelsesområdet og finansiere et lønløft til de offentligt ansatte ved at finde 3 mia. kroner på besparelser på den kommunale og regionale administration.

    “Det vil betyde grundlæggende ændringer i servicen. En nedskæring på 3 mia. kr. på beskæftigelsesområdet kan ikke ske uden konsekvenser for det, kommunerne kan levere over for de borgere, der har behov for en indsats. Og på administrationsområdet er det bureaukrati, der er tilbage i kommunerne, det, vi har været nødt til at beholde for at leve op til statens mange dokumentationskrav. Så besparelsen på 3 mia. kr. vil skære dybt ind i velfærden,” siger KL’s næstformand Jacob Bundsgaard og fortsætter:

    “Når de mange ambitioner i regeringsgrundlaget skal kunne føres ud i livet, kræver det en stærk kommunal inddragelse, så vi er sikre på, at danskernes hverdag og de lokale forskelle tænkes ind. Vi er klar i kommunerne til at tage ansvar og ser frem til at komme i tæt dialog med den nye regering.”

    Et centralt element i regeringsgrundlaget er også en omfattende frisættelse på centrale velfærdsområder.

    “Det har længe været et stort ønske fra kommunernes side at blive sat fri for snærende bureaukrati og detailstyring, men hvad den frisættelse, regeringen vil indføre, reelt betyder, er svært at vurdere ud fra regeringsgrundlaget. Det er klart noget, vi skal have en seriøs samtale med regeringen om, så vi sammen kan få konkretiseret vejen frem,” siger Martin Damm.

    Kontakt:

    KL’s pressevagt tlf.: 33703333

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ambitiost-regeringsgrundlag-kalder-pa-forventningsafstemning-hos-borgerne?releaseId=13666708

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **