PRM / Socialrådgiverne: Besparelser på beskæftigelsesindsatsen må ikke ramme syge og udsatte arbejdsløse

    Pressemeddelelse fra Dansk Socialrådgiverforening

    – Regeringens ønske om nytænkning er godt. Det har vi socialrådgivere længe efterspurgt, og vi bidrager meget gerne med vores viden og erfaring, lyder det fra Signe Færch, der er forkvinde for 19.000 medlemmer af Dansk Socialrådgiverforening.

    – Det er helt afgørende at bruge nytænkningen til at sikre tid til det sociale arbejde og tillid til socialrådgivernes faglighed, ellers vil besparelserne få store konsekvenser for de arbejdsløse, som har misbrug, psykiske lidelser, anbringelser i barndommen eller andet med i rygsækken, advarer Signe Færch.

    Besparelser risikerer at spænde ben

    Regeringen vil “nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen” ved bl.a. at nedlægge jobcentrene og sikre en bedre indsats for de borgere, som slås med andre udfordringer end ledighed. Men ifølge Signe Færch risikerer de gode intentioner at gå tabt, når regeringen samtidigt vil finde store besparelser:

    – Da man indførte ressourceforløb, ønskede man også at lave en helhedsorienteret indsats for udsatte arbejdsløse. Men de gode intentioner druknede i manglende finansiering, og borgerne endte med at hænge fast i forløbene i årevis. Sådan må regeringens reform af beskæftigelsesindsatsen ikke ende.

    Sammenlagt bruger de kommunale jobcentre ca. 12 mia. om året. De bebudede besparelser udgør dermed en fjerdedel af de samlede udgifter til jobcentrene, og de lægger sig i kølvandet af allerede planlagte besparelser på 1,1 mia. som følge af Arne-pensionen.

    Tid og tillid fremfor besparelser

    Tidligere på året fremlagde Dansk Socialrådgiverforening et udspil til en ny beskæftigelsesindsats. Og Signe Færch besøger gerne den nye beskæftigelsesminister med et eksemplar under armen for at fortælle, hvordan socialrådgivernes faglighed kan bringes i spil for at nytænke beskæftigelsesindsatsen:

    – Tid til det sociale arbejde og tillid til socialrådgivernes faglighed kan frigive ressourcer, og det potentiale hjælper vi socialrådgivere gerne med at forløse med afsæt i vores erfaringer fra virkeligheden i beskæftigelsessystemet.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Martin Xaver Dover tlf.: 53 78 24 68 email: mxd@socialraadgiverne.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/socialradgiverne-besparelser-pa-beskaeftigelsesindsatsen-ma-ikke-ramme-syge-og-udsatte-arbejdslose?releaseId=13666628

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **