Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund
Den nye SVM-regering præsenterede i dag sit regeringsgrundlag. I grundlaget har det frivillige idrætsliv fået en fremtrædende placering. Det bliver i grundlaget understreget, hvilken enorm værdi det giver, når danskerne i foreningslivet mødes på tværs af geografiske, sociale, økonomiske og etniske skel.
Regeringen vil arbejde for at styrke det frivillige idræts- og foreningsliv, gøre det nemmere at rekruttere og fastholde frivillige samt sikre foreningslivet stabile rammevilkår.
“Alt dette er et kæmpe skulderklap til alle de frivillige kræfter i foreningslivet og den indsats, som bliver leveret ude i foreningerne og i forbundene. Jeg er meget tilfreds med, at regeringen påskønner værdien af foreningslivet og opfatter det som en central aktør i det danske samfund,” siger formand for DIF, Hans Natorp.
Der står i regeringsgrundlaget også, at regeringen vil understøtte arbejdet i ‘Bevæg dig for livet’, indsatsen i eliteidrætten, talentudviklingen og arbejdet med at skaffe store idrætsevents til Danmark.
Konstruktiv samarbejdspartner
Desuden vil regeringen gøre en særlig indsats for de unge, som hverken er i uddannelse eller på arbejdsmarkedet, hjælpe mennesker med svær overvægt, hjælpe unge med trivselsproblemer og sikre alle unge en adgang til fritidslivet. Det er indsatsområder, hvor DIF vil byde sig til.
“Foreningsidrætten er en vigtig samfundsaktør. Vi løfter og skal løfte et samfundsansvar. Derfor står vi også fra første dag klar som en konstruktiv samarbejdspartner for den nye regering. Vi har konkrete bud på, hvordan idrætten kan hjælpe i forhold til disse store dagsordener, og jeg ser virkelig meget frem til samarbejdet,” siger Hans Natorp.
Kontakt:
Formand for Danmarks Idrætsforbund Hans Natorp email: hna@dif.dk
Kommunikationskonsulent Lars Hestbech tlf.: 23323784 email: lhe@dif.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dif-tilfredshed-med-regeringsgrundlag?releaseId=13666720
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **