PRM / Du kan købe fyrværkeri fra torsdag – men du må først skyde det af 27. december

    Pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen

    Årets fyrværkerisalg begynder 15. december hos de første forhandlere rundt om i landet. Salgsstederne for fyrværkeri må åbne, og danskerne kan begynde at forberede nytåret. Men fyrværkeriet må først skydes af mellem jul og nytår, så opbevar det tørt og ikke for varmt indtil da.

    I Danmark er det tilladt at skyde fyrværkeri af i seks dage omkring nytår, fra 27. december til og med 1. januar.

    – Fyrværkeri er flot til nytår, og rigtigt mange danskere vil gerne selv skyde fyrværkeri af eller nyde synet af andres fyrværkeri. Men mange føler sig generet af støjen fra fyrværkeri, og derfor bør man holde sig til de seks dage, hvor det er lovligt at bruge fyrværkeriet, siger produktchef Lone Brose fra Sikkerhedsstyrelsen.

    Hun opfordrer samtidig til at huske sikkerheden, både når man selv tænder fyrværkeriet og når man ser på.

    – Der var 178 børn og voksne, der måtte på skadestuen sidste nytår, fordi de var kommet til skade med fyrværkeri, enten med forbrændinger eller hånd- eller øjenskader. Det er alt for mange, så det er rigtigt vigtigt at huske beskyttelsesbrillerne, holde afstand og kun bruge lovligt fyrværkeri, siger Lone Brose.

    – – –

    Fakta om fyrværkeri

    I Danmark er det lovligt at sælge nytårsfyrværkeri fra den 15. til og med den 31. december.

    For privatpersoner er det lovligt at fyre af fra den 27. december til og med den 1. januar.

    Man skal være 18 år for at købe nytårsfyrværkeri og 15 år for at købe småt fyrværkeri i kategori F1, for eksempel knaldperler, stjernekastere og bordbomber.

    Tjek, at fyrværkeriet er lovligt. Det skal have:

    1) CE-mærke
    2) brugsanvisning på dansk
    3) advarsler og anbefaling til sikkerhedsafstande

    Kontakt:

    Sikkerhedsstyrelsens pressetelefon – 22 38 44 51

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/du-kan-kobe-fyrvaerkeri-fra-torsdag-men-du-ma-forst-skyde-det-af-27-december?releaseId=13666726

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **