Pressemeddelelse fra Klimabevægelsen i Danmark
Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har netop offentliggjort sit fælles regeringsgrundlag, og Klimabevægelsen advarer om for lave klimaambitioner.
– Med dette regeringsgrundlag tegner det til at blive nogle svære år for den grønne omstilling af Danmark. Regeringsgrundlaget mangler en resolut plan for den danske grønne omstilling, og timingen kunne ikke være værre. I klimakrisen handler alt om tid, og politikerne har kun få år tilbage til at træffe de beslutninger, der skal afgøre om samfundet når den grønne omstilling. Skal vi imødegå de overhængende trusler, der ligger indlejret i klimakrisen, skal regeringen derfor kunne fremlægge langt mere vidtgående planer, for hvordan man vil omstille alle sektorer i samfundet på ganske få år. Det formår regeringsgrundlaget ikke at gøre, siger Caroline Bessermann, politisk rådgiver i foreningen Klimabevægelsen i Danmark.
De danske klimamål blev også diskuteret i valgkampen, og har været et vedblivende emne under de lange regeringsforhandlinger. Klimarådet slog i sidste uge fast, at de nuværende danske klimamål ikke bidrager til at overholde 1,5-gradersmålet fra Parisaftalen og Klimaloven. Alternativet, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre har foreslået at hæve klimamålene i 2025, 2030 og 2040 til hhv. 54 pct., 80 pct., og 100 pct., hvilket vil bidrage mere til at nå det globale klimamål.
– Klimarådet slog i sidste uge fast, at vi med de nuværende danske klimamål er på vej mod en opvarmning over 1,5 grader. For en regering, der bryster sig af krisehåndtering og stabilitet, er det uforståeligt, at man ikke reagerer på sådan en nyhed. Det vigtigste for de danske klimamål er, at de ikke overskrider 1,5 gradersmålet, og den opgave magter regeringen ikke at løfte. Det er uforsvarlig klimapolitik, siger Caroline Bessermann.
Socialdemokratiet lovede i valgkampen, at CO2-afgiften på landbruget vil bidrage med 5 millioner ton CO2 senest i 2030. Denne formulering kom dog ikke med i regeringsgrundlaget. Det er ifølge Klimabevægelsen et svigt.
– Et af de klareste grønne løfter fra Socialdemokratiet i valgkampen var, at en CO2-afgift på landbruget skulle få os resten af vejen til vores klimamål. Den formulering er nu pillet ud, og afgiften er gået fra at skulle være en hovedmotor i den grønne omstilling til at være en back-up plan. SVM-regeringen giver ingen indikation til hverken landbruget eller resten af danskerne om, hvordan man hurtig vil imødegå klimakrisen uden CO2-afgiften. Det har regeringen brug for at give svar på nu, siger Caroline Bessermann.
Kontakt:
Politisk rådgiver Caroline Bessermann tlf.: +45 40569973 email: caroline@klimabev.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/midterregeringen-er-ikke-gearet-til-den-gronne-omstilling?releaseId=13666709
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **