Pressemeddelelse fra Psykiatrifonden
I regeringsgrundlaget “Ansvar for Danmark” kan man læse, at psykiatrien skal løftes på baggrund af Sundhedsstyrelsens og Socialstyrelsens faglige oplæg til en 10-årsplan, at SMV-regeringen vil prioritere yderligere tre mia. kr. til indsatser, og at det betyder, at vi om ti år har en øget bevilling til psykiatrien på fire mia. kr. hvert år.
“Det er i dén grad tiltrængt, når den nye regering vil prioritere psykiatrien yderligere – også langt mere, end det var lykkedes at aftale før valget”, siger Marianne Skjold med henvisning til den aftale, partierne minus Moderaterne fremlagde kort før valget blev udskrevet. En aftale, der mødte voldsom kritik for sin ringe finansiering.
Nu vil regeringen ifølge dagens pressemøde på Marienborg invitere til forhandlinger med Folketingets partier.
“Det er historisk for psykiatrien. For sjældent har det store behov for at løfte psykiatrien stået så centralt i et regeringsgrundlag. Derfor er jeg også ved rigtig godt mod i dag. For de ord forpligter!”, siger Marianne Skjold.
Op mod halvdelen af os får en psykisk sygdom – det kræver en stærk psykiatri
Psykiatrifonden ser samtidig frem til at bidrage til det omfattende reformarbejde, regeringen lægger op til på sundheds- og børne- og ungeområdet.
“Op mod halvdelen af os får en psykisk sygdom i løbet af vores liv, de fleste psykiske sygdomme rammer i modsætning til fysisk sygdom tidligt i livet, og mange får ikke den rette hjælp i tide i dag. Vi glæder os til et konstruktivt samarbejde med politikere og andre om at sikre det løft af psykiatrien, der bringer vores psykiatri op i den omdrejningshøjde, den skal have, hvis den skal stå mål med udviklingen og med regeringsgrundlagets egne ord sætte “patienten i centrum””, siger Marianne Skjold.
Kontakt:
Sarah Cecilie Boss email: scb@psykiatrifonden.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/historisk-dag-ogsa-for-psykiatrien?releaseId=13666704
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **