PRM / Børns Vilkår: Positivt at regeringen vil knække kurven af psykisk mistrivsel – men hvorfor er det ikke en akut indsats?

    Pressemeddelelse fra Børns Vilkår

    Den nye regering har fremlagt sin politik, og Børns Vilkår bemærker, at børn og unges trivsel er nævnt i regeringsgrundlaget med fokus på forebyggelse. Det er positivt.

    Bl.a. vil regeringen nedsætte en kommission, der skal foreslå anbefalinger til, hvordan mistrivsel kan forebygges og afhjælpes, hvilket kan danne grundlag for den nationale handlingsplan, Børns Vilkår længe har efterspurgt. Det er i den forbindelse vigtigt, at kommissionen sammensættes med repræsentanter fra civilsamfundet.

    Børn og unges trivsel er desværre ikke nævnt som en af de akutte indsatser i regeringsgrundlaget, og det er bekymrende.

    “Der er ingen tid at spilde, når det gælder kampen mod den stigende mistrivsel. Vi anerkender, at der er opmærksomhed på det her område, men det står ikke tydeligt frem, hvordan regeringen her og nu vil hjælpe de tusindvis af børn og unge, som er i mistrivsel. Det er afgørende med en styrket tidlig indsats, så vi undgår, at så mange børn og unge får brug for hjælp i psykiatrien. Vi skal se på de rammer og regler, der presser børn, både i dagtilbud, folkeskolen, fritidslivet og på ungdomsuddannelserne,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

    Børns Vilkår mener også, det giver anledning til bekymring, at regeringsgrundlaget ikke nævner betydningen af kvaliteten af landets daginstitutioner, ligesom inklusion ikke er nævnt – på trods af, at den i flere nylige undersøgelser har vist sig at have slået fejl.

    “Børn og unge fylder for lidt i regeringsgrundlaget. Børns Vilkår vil kæmpe for, at børn og unges stemmer kommer til at fylde langt mere,” siger Rasmus Kjeldahl.

    Kontakt:

    Pressetelefon tlf.: 20204459

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/borns-vilkar-positivt-at-regeringen-vil-knaekke-kurven-af-psykisk-mistrivsel-men-hvorfor-er-det-ikke-en-akut-indsats?releaseId=13666618

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **