Pressemeddelelse fra Forsikring & Pension
– Vi står med nogle kæmpestore problemer i forhold til vores klima, vores velfærd og vores sundhed – og stort set intet økonomisk råderum. I den situation er det både historisk nyt og ualmindelig klogt, at vi får en ambitiøs reformregering i Danmark, siger adm. direktør Kent Damsgaard, F&P.
Han glæder sig over, at regeringen vil reformere ældreplejen og nytænke vores sundhedssektor i partnerskab med offentlige og private aktører og velfærdsleverandører.
– Ældreplejen er ganske enkelt ikke bæredygtig i dag med udsigt til så mange flere plejekrævende ældre. Så det er klogt og rigtigt at sætte ældreplejen fri og invitere private investeringer og ideer indenfor i sundhedsteknologi, ældreboliger og meget mere. Her er vi som branche klar til at tænke med og finde gode løsninger, siger Kent Damsgaard.
Også regeringens fokus på hurtigere sagsbehandling og eksekvering af nye klimaprojekter og -investeringer er vigtigt og godt nyt. Det samme er den varslede nationale plan for klimatilpasning.
– Danmark kommer ikke i mål med vores klimamål, hvis vi ikke får sat markant skub i etableringen af nye grønne projekter. De konkrete projekter er der, og investeringerne er der, men sagsbehandlingstiderne har været en kæmpe barriere. Det er så vigtigt, at regeringen sætter tempo på udbygningen og forkorter sagsbehandlingen, siger Kent Damsgaard.
– Samtidig er vi nødt til at forholde os til de klimaforandringer, som allerede er sket og vil ske. De danske forsikringsselskaber har allerede stort fokus på hver dag at hjælpe danskerne med klimasikring og – skader, og vi står klar med ideer og viden, siger Kent Damsgaard.
Regeringen vil samtidig undgå overimplementering af EU-regler og unødigt bøvl. Det har længe været et stort ønske i forsikrings- og pensionsbranchen.
– Mængden af EU-regulering er på flere områder simpelthen ude af kontrol, og byrderne på erhvervslivet bliver kun større, når EU-reglerne bliver overimplementeret. Det er et vigtigt indsatsområde, som vi glæder os til at samarbejde om med en ny erhvervsminister, siger F&P’s adm. direktør.
Endelig vil regeringen fortsætte investeringer i digitalisering på tværs af den offentlige og private sektor.
– Danmark er bestemt et digitalt foregangsland, men det halter med den digitale sammenhæng på tværs af den offentlige sektor og private sektor. Her er der et kæmpe potentiale for at styrke den digitale sammenhæng, så borgerne kommer i centrum. Det oplever vi i dén grad et behov for i vores branche, så det glæder vi os over, siger Kent Damsgaard.
Kontakt:
Nicolai Schacke, 24 24 04 02 / nis@fogp.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fp-reformregering-lover-godt-for-fremtidssikring-af-velfaerd-og-klima?releaseId=13666649
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **